Positivt nyt fra Hasle: Almeborg har fået flere i arbejde

Positivt nyt fra Hasle: Almeborg har fået flere i arbejde
Michael Almeborg har genansat otte af de medarbejdere, der blev hjemsendt fra maskinfabrikken i Hasle sidst i april. Foto: Jacob Jepsen
| ABONNENT | 18. JUN 2020 • 10:47
Af:
holger-larsen
| ABONNENT
18. JUN 2020 • 10:47
ERHVERV

– Til dem, der er på arbejde, er der masser at lave. Men vi er færre, end vi har været, siger Michael Almeborg, direktør for maskinfabrikken Ole Almeborg A/S i Hasle.

Fabrikken fyrede i slutningen af april fire-fem funktionærer og hjemsendte 23 medarbejdere uden løn efter force majeure-aftalen indgået mellem Dansk Industri og CO-Industri, hvorefter medarbejderne med det samme havde adgang til dagpenge. Dermed halverede man arbejdsstyrken på fabrikken på Svalhøjvej, hvor der dog siden har været positivt nyt:

– Vi har kaldt otte af dem tilbage, fordi ordretilgangen har været bedre end ventet, siger Michael Almeborg.

– Vi hører fra andre steder i landet om virksomheder, som har haft en ordrebog at tære på, men når de kommer hen efter sommerferien, har de intet at lave. Hos os ser det fornuftigt ud, og det ser også fornuftigt ud efter sommerferien, men bare på et lavere niveau, end vi har været vant til tidligere, siger Michael Almeborg.

De hjemsendte medarbejdere er foreløbig hjemsendt i fire måneder, hvilket vil sige til slutningen af august – med mulighed for forlængelse i to måneder.

Hvordan er udsigten til, at de også kan komme i arbejde hos jer?

– Vi har arbejde til dem, der er her nu, men hvordan det er med dem, der er hjemsendt, det kan jeg ikke svare på, siger Michael Almeborg og tilføjer:

– Jeg tror, at vi alle skal vænne os til, at vi skal have lov til at løbe det hele i gang, efter at det hele har været lukket så drastisk ned.

1,7 millioner kroner

Ole Almeborg A/S havde i 2019 et overskud på godt 1,7 millioner kroner, hvilket var lidt mere end 100.000 kroner bedre end året før. Egenkapitalen er nu knap 19,5 millioner kroner.

– Vi havde en omsætningsfremgang i 2019, og jeg er godt tilfreds med resultatet set i lyset af alle de tilpasninger og ændringer, vi lavede i 2019 i forhold til at trimme vores produktion. Så vi var klar til 2020 med fuld fart på, siger Michael Almeborg.

Bremserne blev nærmest trampet i bund af coronakrisen, og af ledelsesberetningen fremgår det, at det ikke er muligt at beregne de økonomiske konsekvenser.

– Jeg tror, vi alle skal være glade, hvis vi kan holde skindet på næsen i 2020, slutter Michael Almeborg.

 
 

10

Ingen lærlinge har været i klemme med færdiggørelse af deres uddannelse trods halveringen af arbejdsstyrken hos Ole Almeborg A/S.

– Vi beholdt alle vores 10 lærlinge, siger direktør Michael Almeborg.