“Love Your Monsters” af kunstnerduoen Shabu Shabu åbnede lørdag på Christiansø. Foto: Jacob Jepsen

En mærkelig verden tårner sig op på Christiansø

FERNISERING

– Hvad siger du så!?

Ja, hvad siger man så?

Det er tidligere administrator på Christiansø Peter Riis, der med dette retoriske spørgsmål snarere end at aftvinge journalisten et svar udtrykker sin begejstring over, hvad han selv ser her i Store Tårn på Christiansø denne lørdag formiddag.

Han ser en totalinstallation af kunstnerne Anders Brinch og Silas Inoue, som kalder sig Shabu Shabu, og det er tydeligt på Peter Riis’ reaktion, at duoen ikke kun har formået at fylde rummet med sin kunst, men også beskuerens sind med tanker, fornemmelser og anelser om, hvad det egentlig er, der er på færde her i bygningen, som stammer fra 1600-tallet.

– Det er spændende, ikke?

Jo, det er. Dét har den tidligere administrator og nuværende formand for Christiansø Kunst og Kulturråd ganske ret i, og det tager tid at tage det hele ind, at opleve og sanse det og lade det sætte tanke- og følelsesapparatet i gang.

Den nuværende administrator, Jens Peter Koefoed, byder velkommen og åbner udstillingen. Foto: Jacob Jepsen

Lige om lidt byder den nuværende administrator, Jens Peter Koefoed, velkommen og åbner udstillingen “Love Your Monsters”, og mens han taler bliver jeg lidt irriteret over, at der åbenbart står en blandt publikum og spiser et æble imens. Men da jeg omsider beslutter at sende et brysk blik rundt i det højloftede lokale, opdager jeg, at der ingenlunde er tale om æblegnaskeri, men derimod nogle muslingeskaller over mit hoved, som med en hviskende og lidt knirkende lyd åbner sig for straks derpå igen at klappe i.

Igen og igen.

Lidt herfra hænger også en slange med hovedet nedad med kæber, som ligeledes åbner og lukker sig uafladeligt.

Man riskerer at få en lavthængende pose jord inklusive plante i hovedet, hvis man ikke ser sig lidt for, når man bevæger sig omkring, en paddehatlignende forekomst står på gulvet og bevæger sig, og ned fra loftet hænger besynderlige forvoksede snotklat-eksistenser, som det ind imellem spjætter i, og nogle af dem er – oh, gys! – endog udstyret med horn.

“Alien”-filmene er ikke langt herfra, men lad os nu først og fremmest lade administratoren byde velkommen til det fremmødte publikum.

Foto: Jacob Jepsen

Privilegium

I sin tale konstaterer Jens Peter Koefoed blandt andet, at dette er den tredje udstilling, siden tårnet efter omfattende renovering genåbnede i 2017. Først var der åbningsudstillingen med malerier af Gitz og Jens Gregersen, siden fotografier af Janne Klerk og denne dag er tiden altså kommet til at sige “og nu til noget helt andet”.

Administratoren takker de to kunstnere for deres store arbejde med trods modstand og coronakrise at få udstillingen på plads.

– Og nu står vi her, og hvor er resultatet fantastisk. Det har været et privilegium for en kulturanalfabet som mig at have været en del af denne udviklingsproces sammen med jer, at forstå jeres krav og ønsker og at få alt det logistiske på plads, siger han blandt andet, inden han overgiver ordet til Peter Riis.

Denne indleder ganske betimeligt med en kærlighedserklæring til de øer, som gennem syv år var hans og fru Ingrids hjem:

– Der er noget helt særligt over dette sted på verdenskortet, Ertholmene og Christiansø. Det er efter min opfattelse et af de mest unikke steder i det danske rige. Hvor er vi dog heldige, ja, jeg vil vove at sige privilegerede, at vi har Christiansø som en del af det danske rige. Vi står i Store Tårn, hovedbygningen i det forsvarsværk, der blev påbegyndt i efteråret 1684 som en af verdens første fremskudte flådebaser, bygget til forsvar af Danmark, indleder han og fortsætter:

– Et spektakulært bygningsværk. Ordet “spektakulær” oversættes i den danske ordbog til “flot eller imponerende på en iøjnefaldende eller dramatisk måde”. Og se, da rammer vi jo lige i plet. Det er da lige det, der kommer frem for ens indre øje og tanken, når man ser og beskuer Silas’ og Anders’ kunstværk her i Store Tårn med titlen “Love Your Monsters”.

Foto: Jacob Jepsen

Al god kunst

– Personligt er jeg glad for, at vi i Kunst og Kulturrådet og i Christiansøs Administration havde modet til at at engagere de to fantastiske mennesker udi i kunstens mystik til at fremstille en installation i og til Store Tårn. Det er jo næsten gribende, når man som beskuer hæfter sig ved nogle af alle de detaljer, kunstværket består af, hvordan de to kunstnere faktisk er dagsaktuelle og via deres kunstværk på en fabulerende måde får beskueren til at tænke på vores natur, verdens natur, Jordens tilstand, den altødelæggende forurening, mikroorganismernes levevilkår eller mangel på samme, den aktuelle coronakrise i hele verden.

– Og oven på det lægger I så endda det ekstra lag, at de samme problemstillinger også foregår inde i vores hoveder, sådan at I, ligesom al god kunst, tvinger os til at overveje både, hvad vi gør, og hvad vi tænker. Eller sagt på en anden måde: Kunstværket her, “Love Your Monsters”, fortælles af jer på en fantasifuld og digterisk måde. Det kan kun begejstre, undre og provokere, siger Peter Riis og takker direkte de to kunstnere.

Og hermed kan Jens Peter Koefoed på slaget 11.30 erklære udstillingen for åben.

 

 

Kunstnerne Anders Brinch og Silas Inoue, som kalder sig Shabu Shabu. Foto: Jacob Jepsen

Et sejt ryk til slut

Kunstnerne Anders Brinch og Silas Inoue kan her ved lørdagens fernisering glæde sig over, at så mange som 20 kunstnervenner inklusive deres respektive kærester har valgt at rejse fra primært København og til fernisering på Christiansø.

En rejse, som blandt andet inkluderede noget af en vippetur ombord på det gode skib Ertholm fra Norresân, Gudhjem, og til Christiansø. Men startede sejlturen i tåge og havgus, endte den til gengæld godt med dejligt solskin på destinationen.

– Vi er superglade for, at de er kommet, siger Anders Brinch.

– Det er vi virkelig rørte over.

Er I glade for, hvordan udstillingen er landet, nu hvor den er færdig?

– Ja, superlettede! Det er en underlig klimaks, for det har været en krig at nå hertil. Vi har arbejdet på udstillingen i et år, og så kom der lige en pause på grund af coronakrisen, hvor vi blev smidt ud af Statens Værksteder for Kunst og måtte arbejde videre i vores egne atelierer. Men det har også være en god krig, kan man sige, så det er lidt underligt, at det stopper nu.

Duoen blev færdig med ophængningen klokken ét natten til ferniseringen – og efter en uges hårdt arbejde.

– Vi ankom torsdag i forrige uge, så vi har brugt omkring otte dage på at få udstillingen på plads. Det eskalerede, så første dag arbejdede vi seks timer, så syv, så ti timer, og vi sluttede med at arbejde i 15 hver af de sidste dage. Det har været et sejt ryk, hvor der også undervejs var en masse æstetiske beslutninger, vi skulle tage.

Har I måttet ændre noget undervejs?

– Ja, men det ligner overraskende meget de skitser, vi har præsenteret tidligere, og det, som vi havde visualiseret os frem til. Det er lykkedes med nogle positive overraskelser. Vi er også lettede over, at der ikke er nogle værker, der er gået i stykker under fragten hertil. Vi er nogle heldige kartofler i forhold til hele det her show.

Er det en forløsning i dag?

– Kæmpe forløsning, det er helt mærkeligt. Og også kæmpe ros til Christiansø og alle øboerne og især administrator Jens Peter Koefoed, som har været knivskarp og en rigtig god sparringspartner hele vejen igennem. Vi har ikke én gang hørt, at der var noget, der ikke kunne lade sig gøre, vi har fået indfriet alle vores ønsker, og det er vi meget glade for, siger Anders Brinch.

Kollegaen er også lettet over omsider at være kommet i hus – eller i tårn – med udstillingen.

– Det er virkelig dejligt at være færdig, siger Silas Inoue.

– Intet er gået i stykker i processen, og alt er gået over al forventning. Rummet er blevet rigtig godt, og det hele spiller godt sammen, synes vi.

 

 

 

Museumsdirektøren: Det er forrygende

Direktøren for Bornholms Kunstmuseum og medlem af Christiansø Kunst og Kulturråd Lars Kærulf Møller er også til fernisering – og særdeles tilfreds med, hvad han ser.

– Det er forrygende, siger han.

– Det er imponerende den måde, de har taget rummet til sig, for det er et sindssygt svært rum. Vi har ikke været i tvivl om, at de to kunstnere kunne løfte opgaven, men at de har gjort det så flot, synes jeg, er helt vildt.

Jeg skulle lige til at sige, at de når godt ud i hjørnerne, men det er jo noget vrøvl i denne sammenhæng?

– Ja, det er lidt svært her, men de kommer omkring det hele, kan man sige, konstaterer museumsdirektøren.

– Det, jeg synes er så interessant, er, at på det her sted, hvor vi tidligere har haft to udstillinger i form af henholdsvis malerier med naturskildringer af Christiansø og fotografier med bløde venlige stemninger, så får vi her pludselig noget, der giver en anden form for eftertanke. Selv om Christiansø ligger som en lille isoleret smørklat herude i Østersøen, så er den lige så påvirket af forurening og så videre som alle andre steder. Det er også en genial ophobning af alle de her keramiske kugler, eller hvad et det er, vi ser, siger Lars Kærulf Møller og kigger op.

– Vi bliver en del af universet, det er som en kæmpe stjernehimmel, og så kan vi se, at der er liv alle mulige steder. Det er ikke alt liv, vi ser, vi bryder os om, men det er der. Og nogle steder er det voldsomt påvirket af vores fingeraftryk, andre steder klarer det sig selv.

Det er vel også noget kunst, som vi hver for sig kan gå og filosofere over, hvad betyder?

– Ja, god kunst maner til eftertanke, går man ligegyldig forbi et værk, kan det være lige meget, men her er du nødt til at tænke og nødt til at gå på opdagelse i det. Der er en masse “hvorfor”, siger direktøren.

– Og så er det befriende, at det kunne være enormt dystopisk, men der er jo masser af humør i det også.

 

 

Peter Riis er tidligere administrator og nuværende formand for Christiansø Kunst og Kulturråd. Foto: Jacob Jepsen

Christiansø Kunst og Kulturråd

I 2018 blev Christiansø Kunst og Kulturråd oprettet. Baggrunden var, at der med Store Tårns restaurering var behov for et rådgivende organ med kulturel og kunstnerisk ekspertise, som kunne sikre, at udstillingerne i de to tårne – faste såvel som skiftende – har et højt kunstnerisk og formidlingsmæssigt niveau.

Christiansø Kunst og Kulturråd skal være rådgivende og inspirerende i udviklingen af det kulturhistoriske museum i Lille Tårn, samt udstillinger og aktiviteter i “Det Nye Store Tårn”.

Rådet består af:

• Peter Riis, formand – administrator for Christiansø 2005-11 og formand for Svanekegården med mere.

• Lars Kærulf Møller – direktør for Bornholms Kunstmuseum.

• Inge Lise Westman – udøvende billedkunstner, uddannet ved det Kgl. Danske Kunstakademi.

• Jakob Seerup – museumsinspektør ved Bornholms Museum.

• Olav Harsløf – forfatter, fhv. professor ved RUC, samt fhv. rektor for Det frie Gymnasium, Rytmisk Musikkonservatorium og Statens Teaterskole.

• Morten Zeuthen – cellist og professor ved det Kgl. Danske Musikkonservatorium.

• Krista Rose Jensen – repræsentant for øboerne og medejer af Butik Lighuset.

Jens Peter Koefoed – administrator på Christiansø.

Kilde: christiansoe.dk