Bente Hammer fylder 70: Et utroligt arbejdsliv i Nyker

Bente Hammer fylder 70: Et utroligt arbejdsliv i Nyker
Bente Hammer køber stoffet hjem fra Kina og lægger vægt på, at der er tale om høj kvalitet. Foto: Jens-Erik Larsen
| ABONNENT | 12. JUN 2020 • 15:30
Af:
holger-larsen
| ABONNENT
12. JUN 2020 • 15:30
FØDSELAR

– Det er underligt, siger Bente Hammer om den runde fødselsdag tirsdag den 16. juni.

Hvorfor er det underligt?

– Når man fylder 70 og har lige så meget gang i den, som da man var 50...

– Når man har et dejligt arbejdsliv og elsker det, så tænker man ikke på alderen. Det er kun ved de der mærkedage, at man tænker på alderen som en faktor.

 
Man bliver mindet om det, når ens venner, som ikke er ældre, begynder at forsvinde

 

– Men 70... Så er man alligevel ved at blive ældre og skal til at tænke på, at man ikke kan holde evigt. Man bliver mindet om det, når ens venner, som ikke er ældre, begynder at forsvinde, siger Bente Hammer.

Har du en plan for, hvornår du stopper?

– Det kommer jo. Men hvornår har jeg ikke tjek på. Men selvfølgelig, også fordi min mand, Jørgen, er ni år ældre.

Vi sidder på den hyggelige gårdsplads bag værkstedet og butikken i Nykers gamle kirkesmedje, der ligger lige i svinget klos op ad Ny Kirkes klokketårn.

– Jeg har selv bygget værkstedet. Ja, jeg murede også, fortæller Bente Hammer, da hun senere viser rundt. Hun ærgrer sig lidt over, at det ikke var muligt at bevare den gamle esse.

Dronning Margrethe

Her har Bente Hammer i lille Nyker opbygget en virksomhed, som i løbet af 33 år er blevet kendt viden om, og som har leveret tøj til dronning Margrethe og Ghita Nørby – og andre kendte kvinder, der ikke ønsker at blive nævnt.

– Jeg har været ualmindelig heldig, fordi jeg har haft en vidunderlig opadgående kurve. Mine medarbejdere bakkede op om firmaet under finanskrisen og sagde: "Vi venter da bare med at få lønforhøjelse", og vi kom igennem krisen, siger Bente Hammer og giver en stor del af æren til sine medarbejdere.

 
Jeg har hele tiden satset på høj kvalitet. Det skal det være, når vi bearbejder en meter silke, som koster en halv bondegård

 

– Tingene rykker på en anden måde, når man får medarbejdere. Man skal selv op på dupperne.

– Jeg har hele tiden satset på høj kvalitet. Det skal det være, når vi bearbejder en meter silke, som koster en halv bondegård. Og så har jeg altid kørt en klassisk linje, siger Bente Hammer, der selv betegner sig som kunsthåndværker.

– Der er mode i betegnelserne. Da jeg blev færdiguddannet i 1972, var jeg stoftrykker. Det vi lavede var stoftryk. I dag er det stofdesign, håndtryktekstiler og flere andre ting. Jeg holdt 11 års pause, da jeg fik vores to drenge. Da jeg startede igen, kunne jeg ikke kalde mig stoftrykker. Så jeg er kunsthåndværker.

Rejserne inspirerer

Hvordan finder du energien til at blive inspireret til nye kollektioner?

– Det er ved at rejse. Det har jeg igennem alle årene gjort i januar-februar. Jeg skal have noget sol, se nogle farver, noget liv og noget andet. Jeg er meget fascineret af Østen. Jeg etablerede et værksted i Vietnam, hvor jeg arbejdede i perioder i to år sidst i 90’erne. Det var en stor inspirationskilde at opleve menneskene, naturen og deres kunsthåndværk, som er fantastisk. Siden har jeg været i Japan, som er helt eventyrligt. Jeg var i Kyoto, som er kimonoens vugge, og hvor jeg holdt to foredrag på universitetet. Det gjorde, at dørene åbnede sig til de fine værkstedet, hvor de laver de dyre kimonoer.

– Jeg tegner og fotograferer på rejserne. Når jeg kommer hjem, tager jeg i sommerhus, hvor jeg laver alle de nye designs. Det er nødvendigt at tage væk fra dagligdagen for at være i den verden. Når det lykkes, er det en stor og glæde og tilfredsstillelse at lave det, jeg gør. Bare det hver dag at tænke farver og finde på, hvad vi skal trykke. Ideerne til de store nyheder får jeg, når jeg er væk fra værkstedet.


Yoga og bøger

Bente Hammer er gift med Jørgen Hammer. De kom til Bornholm i 1982, da Jørgen blev chef for det bornholmske trafikselskab BAT. De flyttede hurtigt ind i den gamle kirkesmedje, som dengang blev betegnet som et håndværkertilbud. Bente Hammer åbnede i 1987, og hun har siden udvidet med en butik i Svaneke i erkendelse af, at ikke alle turister kommer til Nyker.

Hvad laver du, når det ikke handler om arbejde?

– Jeg dyrker yoga og går ture. Jeg læser og har bogklub. I dag hører jeg lydbøger, fordi vores bogreoler er fyldt op. Jeg elsker at lave mad. Jeg er så heldig at have en søn tilbage på øen og to børnebørn. Og venner. Det er mit liv, siger Bente Hammer og tilføjer:

– Men vennerne bliver nogle gange svigtet lidt, for det her er en livsstil. Jeg tænker aldrig på det som, at jeg skal på arbejde. Jeg har også en mand, der er meget engageret i forskelligt, og som ikke sidder og venter i sofaen på, at jeg kommer ned. Vi laver det, vi synes er interessant. Så på den led er det en livsstil for både Jørgen og mig. Og han sørger for, at her altid er pænt og ryddeligt udenfor.

– Jeg har haft et utroligt godt arbejdsliv. Jeg er meget glad for det og har mange glade kunder, slutter, Bente Hammer.

 
 

Stofferne kommer fra Kina

– Det er kun naturstoffer, vi bruger – uld, bomuld, silke og hør og blandingsting. Vores farver er så rene, at vi kan hælde vandet ud, når vi vasker stoffer og borde. Vi har en grøn smiley. Det var ikke interessant for folk for 10 år siden, men det er det i dag og derfor fortæller vi det. Det er også derfor, at vi kan invitere folk ind på værkstedet, når vi går og arbejder, siger Bente Hammer.

– Det er gamle farver, som ikke er giftige. Farven bliver ikke bare limet på stoffet. Den går ind i stoffet. Derfor har man den bløde silkefornemmelse, som bliver bevaret igennem mange år. Det har igen noget med kvaliteten at gøre.

– Jeg har siden 1999 selv importeret alt stof fra Kina. Jeg har brugt den samme kontakt i alle årene.

Jeg betaler på forhånd, og jeg husker min nervøsitet, da jeg første gang indbetalte 60.000 kr., som var en formue for mig. Nu køber jeg nogle gange stof for flere hundrede tusind kroner. Jeg er aldrig blevet snydt eller skuffet.

– Man kan få højeste kvalitet også i Kina, men man skal betale for det. Med kineserne skal man have et lidt personligt forhold, for så er de meget loyale. Jeg har besøgt dem to gange, og vi er blevet flot behandlet. Da jeg spurgte, hvorfor de dog gjorde så meget ud af en lille kunde som mig, var svaret: "Vi behandler vores små kunder, som vi behandler vores store kunder".

– Den historie fortæller jeg gerne, fordi vi har en forudfattet mening om Kina, siger Bente Hammer.

– For mig betyder det, at jeg kan sælge tøj, som vi allesammen kan købe. For jeg har ingen mellemhandlere af nogen art, og jeg sælger heller ikke engros. Alt hvad vi seks-syv medarbejdere kan producere, sælger vi på Bornholm.

De hvide stoffer kommer hjem fra Kina, og på værkstedet i Nyker kan man se, hvordan medarbejderne trykker, blander farver, damper og vasker stoffet, inden det kommer op på systuen ovenpå. Kunderne vælger model, stof, design og farver, og der bliver trykt og syet efter mål og ønsker.

 

 

 
 

Udsalg er for bornholmerne

Bente Hammer starter sit årlige udsalg med lidt forsinkelse søndag den 14. juni på værkstedet i Nyker Hovedgade med sine modeller fra sidste sæsons kollektion samt enkelte tørklæder med små fejl.

Det er en tradition, at udsalget starter palmesøndag (søndag før påske). Men i år bliver det forsinket på grund af coronanedlukningen.

– Vi holder udsalget så tidligt på året, fordi det er for bornholmerne, hvor de kan komme og købe til gode priser. Det er der eneste udsalg, vi holder i løbet af året, siger Bente Hammer.