Chefredaktør på tur: Én tog fra Boderne med en opsang

Chefredaktør på tur: Én tog fra Boderne med en opsang
Kylle Smed har i mange år været et aktivt omdrejningspunkt i Aakirkeby og er efter sigende inspirationskilde til en af de fire Ranslet-gæs på Torvet. I går kom hun forbi og hilste på Bornholms Tidendes nye chefredaktør, og afleveret en lille opsang. Foto: Jens-Erik Larsen
| ABONNENT | 9. JUN 2020 • 09:41
Af:
anette-vestergaard
| ABONNENT
9. JUN 2020 • 09:41
Solen skinnede fra en skyfri himmel, da Bornholms Tidendes nye chefredaktør, den først autodidakte og siden RUC-uddannede journalist Øjvind Hesselager, i går tog hul på en ugelang turné, der skal bringe ham og Tidendes campingvogn rundt på Bornholm.

Første stop var Torvet i Aakirkeby, hvor Øjvind Hesselager stod klar med friskbrygget kaffe og tid til en snak.

– Det var en rigtig god oplevelse, sagde chefredaktøren efterfølgende.

Hesselager fik lejlighed til at hilse på flere af byens indflydelsesrige borgere, herunder tidligere SYTE-formand Kylle Smed, der som den eneste var mødt frem for at fremføre ubetinget kritik af Bornholms Tidende.

– Jeg er kørt herop helt nede fra Boderne for at sige én ting: Lederen er helt forkert placeret i det nye layout. Den skal ikke stå ude i siden, den skal øverst på siden, kom det med eftertryk fra det tidligere kommunalbestyrelsesmedlem, der i en årrække drev tøjforretning på Torvet i Aakirkeby.


Fortid og fremtid

Inden da havde Øjvind Hesselager hilst på Andreas Brandt-Andersson fra udlejningsbureauet Feriepartner Bornholm og den nye næstformand i Sydbornholms Turist- og Erhvervssammenslutning, sparkøbmand Egon Jensen.

Mange ville tale om avisens fremtid, men der blev også tid til at kaste et blik tilbage i tiden, da Bornholms Tidendes sidste mesterlæreudlærte journalist havde ulejliget sig til at tage turen fra hjemmet Egeby for at få en snak med den nye chefredaktør.

Hans Rømer var i mesterlære på Bornholms Tidende fra 1971-1974.

– Det var dengang man var Des, fortalte Hans Rømer, der stadig er aktiv journalist i en alder af 77.

I dag kan læserne på det vestlige Bornholm hilse på Øjvind Hesselager, når han og campingvognen tager opstilling ved Hasle Røgeri fra klokken 14 til 16.