Fra mandag er det igen tilladt at løfte vægte i fitnesscentrene.
Regeringen og Folketingets partier blev lørdag enige om, at indendørs idræts- og foreningsliv kan genåbne. Det gælder blandt andet svømmehaller og træningscentre. Det sker som en del af fase 3 i genåbningen af samfundet.
Direktør i Local Fitness Kaare Solhøj Dahle er glad for, at fitnesskæden igen kan åbne, men det ændrer ikke på, at han overordnet er stærkt utilfreds med regeringens håndtering af coronakrisen. Ligesom ved tidligere genåbninger kommer retningslinjerne nemlig først i sidste øjeblik.
– Vi er selvfølgelig godt tilfredse med, at vi igen kan få lov at åbne. Men det er jo lige så håbløst, som det plejer at være med regeringen, at retningslinjerne først kommer mandag, siger Kaare Solhøj Dahle.
– Jeg er på ingen måde tilfreds. Jeg synes, at det har været en skandale siden marts, tilføjer direktøren.
Han forstår ikke, at det for eksempel har været muligt at tage i byggemarkederne, mens fitnesscentrene skulle holde lukket.
– Her under genåbningen har man så valgt at lukke op for erhverv som frisører og tatovører før et erhverv som vores. Det stiller jeg mig meget undrende overfor, hvis man ser på, hvad der er vigtigt for samfundet at få i gang. Jeg er synes ikke, at det har været tilfredsstillende overhovedet, fastslår Kaare Solhøj Dahle.
Coronakrisen har kostet flere millioner
I august 2019 overtog Local Fitness de fire bornholmske fitnesscentre i kæden Sundhedscenter Bornholm.
Det bragte den sønderjyske kæde op på i alt 18 centre i Danmark.
I efteråret og frem til jul brugte Local Fitness til at give centrene på Bornholm en makeover for flere millioner kroner, inden bornholmerne blev budt indenfor i de nyrenoverede lokaler i Allinge, Nexø, Rønne og Aakirkeby.
Men Local Fitness har, som alle fitnesscentre, været hårdt ramt af coronakrisen, siden centrene blev beordret lukket i midten af marts. Det har været et hårdt økonomisk slag for kæden, siger Dahle til Bornholms Tidende.
– Coronakrisen har været en katastrofe. Som direktør er det et mareridt at vågne op til hver dag. Indtil videre er det meget svært for os at spå om fremtiden, men vi har allerede tabt flere millioner kroner på regeringens nedlukning, og det er endda, hvis vi får del i diverse hjælpepakker, siger Kaare Solhøj Dahle.
Alligevel er direktøren for Local Fitness glad for, at kæden rykkede til Bornholm sidste år: Her har centrene mærket stor opbakning
– Vores personale på øen, både de mange dygtige instruktører og vores ledelse, har fået mange positive tilbagemeldinger. Der har naturligvis også været nogle, der har været kritiske overfor de nye ting. Men de har været få, og der vil altid være enkelte der synes at alt var bedre i gamle dage. Så overordnet er vi fyldt med begejstring og taknemmelighed for den fine opbakning, fortæller Kaare Solhøj Dahle.