Caroline Thunberg og Christine Regnarson har kendt til hinanden i flere år, inden de rigtig lærte hinanden at kende, fordi Caroline har gået i klasse i med Christines søster. For en måneds tid siden åbnede de skønhedssalon sammen. Caroline Thunberg har vidst, hun ville arbejde med skønhed, siden hun var seks år, mens Christine Regnarson tidligere har tænkt, at hun skulle være dyrlæge. Foto: Jens-Erik Larsen

Skønhedssalon åbnede midt i coronakrisen: Det er besværligt at ordne negle med visir for ansigtet

“Kære kunde. Brug venligst håndsprit som det første, når du kommer ind”.

Sådan bliver man budt velkommen, hvis man finder vej fra Store Torvegade til den dør, bag hvilken Christine Regnarson og Caroline Thunberg har åbnet deres skønhedssalon CC Care. Til højre lige inden for døren står en disk, og på den står en forstøverflaske med den håndsprit, som er blevet en integreret del af hverdagen.

Sådan er det at drive forretning i coronaens tid, og sådan har det været, siden salonen åbnede 5. maj. Det var en uge senere end oprindeligt planlagt, og det er stort set den eneste betydning, pandemien har haft for de to C’er bag CC Care.

– Vi havde planlagt at åbne sidst i april, så det var ok. Det er selvfølgelig noget andet, at man skal holde afstand. Vi har også plexiglas oppe, når vi sidder med kunderne. Vi har masker og handsker på, og der er håndsprit. Der er mange hensyn, man tager, siger Caroline Thunberg.

– Men det er der i forvejen. Inden for det her skal man skifte hovedpudebetrækket hver gang, og man skal have maske på. Det er automatisk, tilføjer Christine Regnarson.

For dem er det mest mærkbare, at de spritter dørhåndtaget ekstra af en gang imellem.

Håndsprit, mundbind og visirer er en del af hverdagen i skønhedssalonen CC Care, hvor det ikke er muligt at holde en meters afstand til kunderne under visse af behandlingerne. Foto: Jens-Erik Larsen

Svært at holde afstand

Dermed udspillede Caroline Thunbergs skrækscenarie sig ikke. Hun var meget nervøs, da corona lagde Danmark ned, samtidig med at hun og Christine Regnarson var i gang med forberedelserne til det, der er blevet CC Care.

– Jeg overtænkte nærmest det hele, hvor Christine var mere rolig og sagde, jeg skulle slappe af, og så skulle vi nok få styr på det. Det var rart for mig, at Christine fik mig ledt på rette vej og til at tænke, at det nok skulle gå, fortæller Caroline Thunberg.

De var begge usikre på, om kunderne ville reagere, om de de ville komme lige med det samme.

– Det er jo ikke altid førsteprioritet at få lavet sine vipper, siger Christine Regnarson.

– Men det har faktisk været overraskende, for de har støttet rigtig meget, selv i den her tid, supplerer Caroline Thunberg.

– Vores kalender er i hvert fald booket, lyder det fra Christine Regnarson.

Under behandlingerne kan de ikke holde den meters afstand til kunderne, som Sundhedsstyrelsen anbefaler danskerne at holde til deres medmennesker. De fornemmer, at det skaber tryghed, at de bærer masker, når de laver vipper, bryn og negle.

– Når vi for eksempel laver vipper, så har vi vores hoved meget tæt på kundens hoved. Det er så der, vi enten kan bære visir eller have mundbind på, så vi i hvert fald beskytter kunderne. Jeg kan mærke visiret, når jeg sidder og laver negle, men det er det. Så slemt er det heller ikke, siger Caroline Thunberg.

Indtil videre laver CC Care vipper, bryn og negle. Med tiden vil salonen også tilbyde voksbehandling og pedicure, og derudover vil kvinderne bag salonen prøve at komme kundernes ønsker i møde. Foto: Jens-Erik Larsen.

Halvdelen er nye

Inden de åbnede CC Care sammen, lavede de hver især skønhedsbehandlinger derhjemme. Caroline Thunberg begyndte først og fik Christine Regnarson som en af sine første faste kunder. Efter nogen tid stoppede hun igen for at prøve noget andet, og så begyndte Christine Regnarson at tilbyde behandlinger hjemme hos sig.

– Jeg kom til at savne det og skulle tilbage igen, og jeg ville ikke tilbage alene. Så tog jeg fat i Christine, og så havde hun også den tanke, fortæller Caroline Thunberg.

Samtidig mente de, at der manglede noget i den yngre kategori, som de selv tilhører. Christine Regnarson er 21 år, og Caroline Thunberg er 18 år.

Nogle af den nye salons første kunder var kendte ansigter, som fulgte med til Rønne.

– Selvfølgelig er der også kommet nye til, når vi ligger så centralt. Cirka halvdelen på en uge er nye kunder, fortæller Christine Regnarson.

Tidligere har hun holdt til i Østermarie og Caroline Thunberg i Østerlars.

– Vi diskuterede lidt i starten, hvor vi skulle være henne. Skulle vi være i Rønne? Nexø havde vi også oppe at vende. Eller Aakirkeby. Men hvis kunderne vil køre til Østerlars eller Østermarie og få det lavet, så vil de nok også køre til Rønne, siger Christine Regnarson.

Tak til familier

Lokalet i Store Torvegade har tidligere huset en virksomhed, der reparerede og servicerede blandt andet mobiltelefoner, og første gang Christine Regnarson og Caroline Thunberg så lokalet, kunne de ikke forestille sig at åbne salon i det.

– Men vi har to gode fædre, som kunne se lidt mere, end vi kunne. Det var sort og brunt, men så fik vi renoveret det, som vi gerne ville have, det skulle se ud, og nu er vi så glade for det, fortæller Caroline Thunberg.

– Vi har været helt i bund. Vi har renoveret gulve, lofter, vægge, vinduer, alt. Der er ikke noget, vi ikke har rørt, tror jeg, tilføjer Christine Regnarson, og i den forbindelse sender de begge en tak til deres familier.

Fællesgangen mellem gaden og klinikken er det eneste, de er lidt ærgerlige over, men den kan de leve med.

– Vi er unge, og det er bare vores første lokale, siger Christine Regnarson.

– Det er ikke ensbetydende med, at det er vores sidste lokale, for vi har tanker om, at hvis vi udvider, så skal vi have noget større, men lige nu synes vi, det passer os, tilføjer Caroline Thunberg.