Formanden i Rønne Sejlklub efterlyser yngre kræfter

Formanden i Rønne Sejlklub efterlyser yngre kræfter
kim Frederiksen, formand for Rønne Sejlklub er dagens navn. Foto: Foto: Jacob Jepsen
| ABONNENT | 6. JUN 2020 • 08:25
Af:
henrik-nielsen
| ABONNENT
6. JUN 2020 • 08:25
Dagens navn:

I slutningen af januar satte Kim Cillieborg Frederiksen sig i formandsstolen i Rønne Sejlklub, som holder til på Nørrekås Lystbådehavn.

Hvor stammer din interesse for sejlads fra?

– Det gør den nok fra min far. Det var ikke sådan, at vi havde båd, da jeg var barn, men han fortalte altid om sin barndom i Randers, hvor familien havde båd. Han fortalte, hvordan de sejlede på fjorden. Og så har jeg familie derovre, som har haft båd, så det er nok den vej rundt.

Hvorfor valgte du at påtage dig formandsposten?

– Jeg blev spurgt, om det var noget for mig. Først blev jeg bare valgt ind i bestyrelsen, og det var også på opfordring. Torsten, som er blevet næstformand, sagde, at hvis jeg stillede op til bestyrelsen, så ville han også gøre det, og der manglede et par stykker. Da vi så skulle konstituere os, lå det lidt i kortene, at man godt kunne tænke sig, at jeg blev formand. Jeg har lidt travlt i år, så jeg ville egentlig gerne have ventet til næste år, hvor jeg håber at have bedre tid, men det var nu, behovet var der. Så blev bestyrelsen enig om at hjælpe, så vi kommer igennem året i år.

Hvilken vision har du for klubben?

– Jeg synes, vi skal være lidt opmærksomme på, og det skal ikke lyde negativt, at gennemsnitsalderen i sejlklubben er utrolig høj. Det er fortrinsvis ældre mennesker, der er medlemmer. Det kunne jeg godt tænke mig, at vi fik vendt lidt, så vi fik fat i nogle lidt yngre kræfter. Når der er arrangementer, og sådan er det nok i alle klubber, så er det altid de samme, der deltager, og det er fortrinsvis det ældre publikum. Det kunne være en god ting at få fat i de lidt yngre, altså lidt på min egen alder, og få lidt yngre kræfter i gang. Der må være nogle i havnen, man kan få fat i.

Hvad får du ud af at sejle?

– Ro. Nogle gange kræver det, at man er lidt tålmodig og accepterer, at det kommer til at tage den tid, der tager. Man har travlt og vil en hulens masse, men hvis man for eksempel sætter sig for at sejle til Hammerhavn, så tager det er par timer i en båd som min. Det kan også godt tage lidt længere tid, og det kan man ikke lave om på. Der er ikke meget at give sig til. Selvfølgelig kan man trimme et sejl og se, om man kan sejle en lille smule hurtigere, men man kan også bare læne sig tilbage, drikke en kop kaffe og affinde sig med, at nu skal man sidde der i et par timer og slappe af. Det giver en stor ro, synes jeg.

Hvad laver du i dit arbejde?

– Jeg er hos BHS Logistics. Jeg sidder på kontoret og er teamleder i lokal kørsel. Det er os, der kører entreprenørkørsel og den slags.

Hvad er dit yndlingssted på Bornholm?

– Hammerhavn er ganske fantastisk. Når man sidder nede i havnen med Hammeren og Hammershus i baggrunden. Det er ikke særlig langt væk, men det er nærmest en helt anden verden.

 
Kim Cillieborg Frederiksen

45 år

Har boet størstedelen af sit i liv Vestermarie, bor i dag i Rønne