‘Børn skal og kan ikke være ens og det er dagtilbuddenes opgave, at det enkelte barn føler sig som en del af et fællesskab’

Der verserer af gode grunde en livlig debat om specialbørnehaven Mælkebøtten skal lukke eller ej. Jeg vil kort forsøge at skitsere mulige perspektiver ved en lukning og give nogle bud på nogle pædagogiske konsekvenser i forhold til en eventuel lukning af Mælkebøtten.

Inklusionsloven er ofte udskældt

Inklusionsloven er ofte udskældt og nok også med gode grunde. I nogle tilfælde kan den ses som et skjul for, at kommuner kan spare penge ved at lukke specialskoler og specialinstitutioner. Men som jeg ser det, er det ikke hele sandheden. Jeg skal på ingen måder klandre eller tvivle på de fortællinger både på øen og i resten af landet, der drejer sig om børn med nogle triste erfaringer angående inklusion i et dagtilbud eller folkeskolen.

Ofte er de centreret om ressourcer – både økonomiske, faglige, sociale – der ikke er fulgt med i forbindelse med for eksempel en lukning af specialbørnehaver etc.

Mit ærinde er at fortælle, om nogle af de tanker, der ligger i inklusion. Som begreb fik det for alvor medfart efter Salamancaerklæringen fra 1994.

Den omhandler – meget kort fortalt – at alle børn har ret til uddannelse. Altså her forstås også børn med handicap. I forhold til inklusion har det den betydning, at det er det enkelte barns oplevelse af at være en del af fællesskabet, der er afgørende. Og det er her, vi alle skal være opmærksomme – særligt pædagogerne – for, hvordan oplever dette barn fra Mælkebøtten sig som en del af fællesskabet i et andet børnehus på øen?

Hvilke tegn, verbalt som nonverbalt, gør barnet så pædagogerne kan aflæse og forstå, om det føler sig som en del af fællesskabet eller ej?

Inklusion kan derved ses som en tilgang, hvor børn ikke skal lære at agere som pædagoger mener og ønsker, og heller ikke at det enkelte barn blot skal rummes; det enkelte barn skal opleve sig som en del af et børnefællesskab, hvor det føler sig set, hørt og anerkendt.

Det vil sige, fællesskabet er dynamisk og afhængig af de børn, der nu engang er del af fællesskabet lige nu og her. Det er pædagogernes opgave at medvirke til, at børnene har en oplevelse af at være en del af noget, men det kræver selvsagt en regionskommune, der lader ressourcerne følge med. Med andre ord, vil det være en pædagogiske opgave at tilrettelægge fællesskabet og rammerne om dette fællesskab, således at alle børn oplever sig som en del af det.

Alle børn skal og kan ikke være ens og det er dagtilbuddenes opgave, at det enkelte barn føler sig som en del af et fællesskab. Det fællesskab kan være i Mælkebøtten eller et andet børnehus på Bornholm. Hvis det sidste er tilfældet, kan det også ske, at vi udvider grænserne for, hvad vi ser som normalt, og det kan endda medføre, at alle børn ikke minder om hinanden til forveksling, men at man som barn – og menneske – har ret til at blive en del af et fællesskab diagnoser eller ej.