Grundlovsdag med corona havde noget – og manglede noget

Grundlovsdag med corona havde noget – og manglede noget
René Danielsson taler i Amtmandsgårdens have grundlovsdag. Foto: Jakob Marschner
| 5. JUN 2020 • 16:33
Af:
redaktionen

5. JUN 2020 • 16:33
Solen skinnede, Amtmandsgårdens have blomstrede – og alligevel manglede der noget. Partifæller og publikum var der ingenting af, da fire partier holdt coronaramt grundlovsmøde lørdag i Rønne – men dybest set mest på tv, transmitteret af TV 2/Bornholm.

– Det var lidt tamt. Det er jo meget hyggeligt, når man kan mødes og snakke med hinanden. At vi skulle holde talerne indenfor tre minutter begrænser jo også emnet lidt, siger gruppeformand Søren Schow (V).

– Det blev til lidt holdninger om, at de tager vores frihedsrettigheder fra os, uden at nogen gør noget ved det. Men det var vel også, hvad det kunne blive til. Matilde Lissau (R) holdt sin første grundlovstale.

– Det er mærkeligt at tale uden at tale til nogen, men også dejligt at få muligheden. Og efterhånden er alle jo blevet vant til at streame og se med på skærmen. Folk er efterhånden også blevet gode til det. Selv min mor kan nu, siger hun.

– Det var lidt mærkeligt. Det er rarest, hvis der er de her 60-65 partimedlemmer, så man også kan tage en dybere snak bagefter. Men det er udmærket i den her tid, siger medlem af kommunalbestyrelsen René Danielsson (DF).

– Så gav det også en mulighed for også at tale om noget andet, end jeg nok ellers ville have gjort. Normalt havde min tale nok været mere traditionel, men at have et andet publikum her var også en mulighed for at tale om EU, siger han.

Benthe Pedersen Lund (K) var derimod helt veltilpas.

– Det var fint. Det havde jeg ingen problemer med over hovedet, sagde den konservative politianklager. – Det var nærmest lidt som at stå og procedere i retten.