'Vi er mange, der stadig sætter spørgsmålstegn ved den reelle efterspørgsel på så mange nye grunde i Rønne Syd'

'Vi er mange, der stadig sætter spørgsmålstegn ved den reelle  efterspørgsel på så mange nye grunde i Rønne Syd'
Den Grønne Ring. Arkivfoto: Berit Hvassum
| ABONNENT | 4. JUN 2020 • 12:49
Af:
laeserbrevsskribent
| ABONNENT
4. JUN 2020 • 12:49
Hvis der byggemodnes i det påtænkte område ødelægges et natur- og rekreativt område ”på-landet-i-byen”, som skaber stor glæde i lokalsamfundet.

Rådyr, musvåger, viber, fasaner, harer, flagermus, svaler, markfirben lever alle i området. Den populære Grønne Ring går igennem området. Mange lokale benytter området til daglige gåture. Turister kommer ofte forbi. Realiseres den foreslåede, væsentlige udvidelse af Rønnes bygrænser, ødelægger I effektivt et velfungerende område for rigtig mange mennesker.

Vi er mange, der stadig stiller spørgsmålstegn ved den reelle efterspørgsel på så mange nye grunde. Der er gang i salget af boliger - det er dejligt. Men hvis de 10 hektar jord udstykkes, er der tale om en markant forøgelse af udbuddet. Læg dertil at mange potentielle boliger indenfor bygrænsen, dvs. en fortætning af boligmassen som generelt er at foretrække, stadig ikke er realiseret. Amtsgymnasiet, Bornholm Museum (efter flytning), Hintzes Gårds grønne arealer og særligt Østre Skole og tilhørende boldbane indeholder titusindvis af potentielle boligkvadratmeter men ligger stadig ubenyttet hen.

Derudover er der mange spredte matrikler indenfor bygrænsen som stadig kan udnyttes. Se bare hvordan man fandt plads til 12 boliger på Chr. Plads. De mange græsområder ved Sagavej kan f.eks. udnyttes. De allerede udstykkede grunde ved Rævehøjen er efter mange år på salgslisten stadig ikke udsolgt.

De kubistiske familie-villaer på Peter Ipsens Vej blev ikke revet væk som mæglerne ellers påstod de ville. Dét der ikke må ske, er, at man smadrer et velfungerende natur- og rekreativt område for mange mennesker - kun for at stå tilbage med et næsten tomt og øde område som Rævehøjen – og som vil have kostet BRK, os alle sammen, mange, mange millioner.

Jacob Pettersson, Valmueløkken 13, Rønne