Ungdomsskolen åbner i denne uge: En svær øvelse at få fat i de unge igen

Ungdomsskolen åbner i denne uge: En svær øvelse at få fat i de unge igen
Arkivfoto: Jens-Erik Larsen
| ABONNENT | 4. JUN 2020 • 19:14
Af:
marie-hofman
| ABONNENT
4. JUN 2020 • 19:14
Ungdomsskolens afdeling i Klemensker kan i denne uge igen slå dørene op.

Ligesom afdelingerne i Nexø og Rønne måtte skolen lukke ned for al aktivitet den 12. marts grundet coronakrisen.

Men i tråd med landets genåbning åbner man nu forsigtigt for, at byens unge fra 7. til 9.klasse igen kan komme og deltage i klubaktiviteter.

I modsætning til tidligere er det dog nødt til at organiseres langt mere af hensyn til smittefare, oplyser afdelingsleder Henning Kristiansen.

– Tidligere har vi bare haft det sådan, at de unge bare kunne droppe ind. Nu er vi nødt til at køre med, at man skal tilmelde sig aktiviteterne, så vi kan styre antallet og overholde afstand, siger han.

Klubbens sæson med vinterhold ville i år være sluttet den 20. april. Derefter var planen, at man vil omlægge til sommeraktiviteter for de unge, ganske som man plejer. Men den uforudsete coronakrise betød også et slip i ungdomsskolens arbejde, der nu har været lukket i godt to måneder. Og det kan mærkes i klubbens kontaktflade med de unge, fortæller Henning Kristiansen.

– Det var en meget uforløst følelse, da vi bare måtte sende en sms til de unge om, at alt aktivitet var lukket fra den ene dag til den anden uden tidshorisont. Vi har prøvet at holde lidt gang i vores facebookside og holde kontakten derigennem, men det blev også hurtigt ensformigt. Det har været et langt slip, som vi godt kan mærke nu, og vi skal lægge os i selen for at nå de unge igen, siger Henning Kristiansen, der fortæller, at ugens første arrangment med maleri onsdag aften har været aflyst på grund af for få tilmeldinger.

Ud og besøge skolerne

På Ungdomsskolen er man derfor nu ved at tænke i kreative baner for at blive trækplaster for de unge henover sommeren.

– I næste uge arrangerer vi skattejagt i Almindingen, og vi arbejder også på en mini-camino, som starter i i Sandvig og går ad stenhuggerstien rundt om Hammerknuden til Klemensker, hvor vi har overnatning og så videre til Hasle og Jons Kapel, siger Henning Kristiansen.

Fordi Ungdomsskolen som kommunalt tilbud hører under betegnelsen skole i regeringens genåbning, er det tilladt at samle de unge på mere end 10.

Men man er fortsat påpasselig med at stuve for mange sammen, siger Henning Kristiansen.

– Indtil videre kører vi med forsamlinger på 12 stykker indendørs og op til 18. Så vil vi bløde det lidt op afhængig af, hvad der sker med forsamlingsforbuddet, siger Henning Kristiansen, der fortæller, at ungdomsskolerne næste uge vil tage rundt på øens skoler, når den endelige plan for sommerens aktiviteter er klar.