Det ser ud til, at folk ikke længere bliver smittet med campylobacter med samme hast som i sidste uge.
– Der er ikke noget, der tyder på, at det fortsætter. Højst sandsynligt er de blevet syge på samme tidspunkt, siger Nikolas Kühn Hove, beredskabschef i Fødevarestyrelsen.
Samme melding kommer fra Bornholms Hospital, der i går behandlede 15 nye patienter. Enkelte af dem blev indlagt.
– Jeg har fået at vide på afdelingen, at det ser ud til, at de er gået syge derhjemme nogle dage, og det er startet samtidig med de andre. Så det begynder så småt at aftage, siger kommunikationsmedarbejder Pernille Gjede.
I alt har Bornholms Hospital siden pinseweekenden tilset omkring 150 personer, hvoraf en mindre del har været så sløje, at de måtte indlægges.
Fødevarestyrelsen og Statens Serum Institut har endnu ikke et svar på, hvad der har forårsaget campylobacter-udbruddet.
Fødevarestyrelsens beredskabschef, Nikolas Kühn Hove, fortæller, at Fødevarestyrelsens tre lokale medarbejdere på Bornholm i tirsdags indhentede prøver fra Bornholms Andelsmejeri og flere kødproducenter. Resultaterne foreligger ikke endnu, da det tager flere dage at dyrke prøverne tilfredsstillende op i laboratoriet. Indledende analyser har ikke givet nogen svar.
– Det er simplethen for tidligt at sige, om vi har fundet noget, eller hvornår vi kommer til at have svar på prøverne, siger Nikolas Kühn Hove.
Normalt er mælk et
sted, vi allermest sjældent
ser campylobacter
Sideløbende med egne undersøgelser er Fødevarestyrelsen afhængig af Statens Serum Instituts indsamling af prøver og interviews med patienter, der kan kortlægge, hvad de syge har spist og drukket. Ugens indsamlingsarbejde har endnu ikke givet klare svar.
Adspurgt om bekymringen for, at mælk fra Bornholms Andelsmejeri er smittekilden, forklarer beredskabschefen, at det vil være temmelig usædvanligt.
– Normalt er mælk et sted, vi allermest sjældent ser campylobacter. Al mælk i Danmark er varmebehandlet, Produktionen foregår jo i et helt lukket system, siger han og understreger, at Fødevarestyrelsen også har undersøgt flere lokale kødproducenter.
Han anerkender, at de sædvanlige kilder til mindre udbrud af campylobacter – forkert håndtering eller tilberedning af kyllingekød eller hakket kød – dårligt kan forklare, at så mange bornholmere er blevet syge.
– Det er et helt særligt tilfælde, og derfor er vi rigtigt mange, der arbejder med det her, siger beredskabschefen.
Han anslår, at mellem 20 og 50 personer fordelt på Fødevarestyrelsen og Statens Serum Institut bruger hele eller dele af deres arbejdstid på at indsamle materiale og analysere prøver på laboratorierne.