Lev Bornholm: Ikke tilfredse med fremtidsløsninger for Mælkebøtten

Lev Bornholm: Ikke tilfredse med fremtidsløsninger for Mælkebøtten
Henrik Stilling, formand for Lev Bornholm. Foto: Jens-Erik Larsen.
| ABONNENT | 3. JUN 2020 • 11:36
Af:
elisabeth-krogh
| ABONNENT
3. JUN 2020 • 11:36
– Det er vi ikke specielt tilfredse med, siger Henrik Stilling, formand for Lev Bornholm om, de tre forslag til fremtidsløsninger for Mælkebøtten, som Børne- og Skoleudvalget peger på, som vil blive nærmere beskrevet.

– Vi synes Mælkebøtten skal bevares, altså forslag 1, og vi vil fortsætte med at forsøge at overbevise politikerne og forvaltningen om, at de tager fejl, siger Henrik Stilling.

Kan I dokumentere at de børn findes, som I mener, har behov for at være i Mælkebøtten? For kommunen siger, at de ikke er der, og at der ingen klager er over afviste børn til Mælkebøtten?

– Vi har masser af historier. Børnene bliver ikke visiteret til Mælkebøtten, fordi forvaltningens egne ansatte taler specialbørnehavetilbuddet ned. For BRK er Mælkebøtten den sidste løsning, mens vi mener, at man i stedet burde se på, om det er det rigtige for hver af de her børn at være i alment tilbud med støtte.

Det bliver ord mod ord. Kommunen siger, der ikke er efterspørgsel og dermed ikke et behov, og I siger, at der et behov?

– Det er svært at få de her forældre i tale, og ingen tilbyder specialbørnehave tilbuddet til dem. Vi kan opfordre til, at de kommer frem og fortæller deres historie. Vi mener, de er derude. De forsvinder ikke.

Kommunen mener ikke, at der er behov for at visitere flere, fordi de inkluderes i normalområdet med støtte?

– BRK og PPR er i sin gode ret til den holdning. Vi er bare ikke enige. Vi mener, det er en bevidst strategi af forvaltningen, at Mælkebøtten skal udsultes. Når man er gået fra 38 til 5 børn indskrevet i Mælkebøtten på ti år, må der være gået noget galt. Dengang var det en levende institution med mange slags børn, men så indførte man en inklusionspolitik, hvor alle skulle ud i almenområdet. Det er en fejl efter vores opfattelse, siger Henrik Stilling, og siger også, at der er en dialog i gang med politikerne, og at det nu må være op til politikerne, hvordan tilbuddet skal se ud i fremtiden.
De fem muligheder var:

1 - at Mælkebøtten bevares på nuværende matrikel.

2 - at Mælkebøtten integreres med Kildebakken.

3 - at Mælkebøtten integreres med almenbørnehave på nuværende matrikel.

4 - at Mælkebøtten integreres med almenbørnehave på anden matrikel end nuværende.

5 - at der oprettes ressourcehuse flere steder på øen i stedet for Mælkebøtten.

Der er ikke taget stilling til hvilket børnehus, specialtilbuddet skal flyttes ud til, hvis politikerne vælger den model at lukke Mælkebøtten.

Sagen kort:

I budgetforliget for 2020 blev det ønsket, at der skulle ses på mulighederne for at etablere en bæredygtig løsning af specialbørnehavetilbuddet Mælkebøtten i Svaneke, som er et tilbud for børn med funktionsnedsættelser.

Et konsulentfirma har for kommunen udarbejdet en analyse på området, som blev præsenteret for Børne-og Skoleudvalget i maj. Her var der fem forslag til en fremtidig løsning, hvoraf administrationen pegede på scenarie 4 eller 5, der begge ville betyde lukning af specialbørnehaven (se de fem forslag i boksen). Børne- og Skoleudvalget sendte dog alle fem forslag i høring.

Fem af de seks høringssvar peger på at bevare Mælkebøtten på Møllebakken i Svaneke - forslag 1.

Skolebestyrelsen ved Kildebakkeskolen, Dagtilbudsbestyrelsen, Forældrerådet i Mælkebøtten, LEV Bornholm samt Handicaprådet har indgivet høringssvar.

Alle på nær Dagtilbudsbestyrelsen peger på at beholde specialbørnehaven på den nuværende placering samt på, at der bør visiteres flere børn til Mælkebøtten.