Arkivfoto: Berit Hvassum

Bornholmslinjen efter tysk beslutning: Det er oplagt at bruge færgen

Jesper Maack, kommunikations- og pressechef i Bornholmslinjen, mener ikke umiddelbart, at det betyder alverden for rederiet, at Tyskland har valgt at åbne sine grænser for en række lande – deriblandt EU-lande og dermed også for Danmark – pr. mandag den 15. juni.

– Vi har jo allerede åbnet for tyske turister via vores rute mellem Sassnitz og Rønne, da den danske regering åbnede for, at de kan komme til Bornholm, også fra den 15. juni, siger han.

Hvis en bornholmer drømmer
om at komme sydpå, kan det være,
man begynder at overveje,
hvad mon Tyskland kan byde på.
Jesper Maack, Bornholmslinjen

– Og vi konstaterede hurtigt, at tyskerne gerne ville til Bornholm, så vi har allerede indsat ekstra færge den 15. juni.

Den sædvanlige sejlads med Hammershus, som hurtigt blev udsolgt, bliver således udvidet med en afgang med Povl Anker på åbningsdagen.

– Også vores ekstraafgang booker rigtig fint, siger Jesper Maack.

– Og nu bliver det så også muligt for bornholmerne at sejle til Sassnitz, men typisk går trafikken jo mod Bornholm i sommermånederne. Selvfølgelig skal tyskerne hjem igen, men det store træk går mod Bornholm, så umiddelbart tænker jeg ikke, at de åbne tyske grænser ændrer så meget for os.

Det er beskedent, hvor meget bornholmerne traditionelt benytter ruten til Tyskland?

– Ja. Der er da nogle, men i år skal det selvfølgelig ses i lyset af, at mulighederne for ferie kan være lidt begrænsede, eftersom den danske regering advarer imod, at man rejser til alle mulige lande på nær blandt andre Tyskland helt frem til den 31. august. Det vil jo sige, at hvis en bornholmer drømmer om at komme sydpå,  kan det være, man begynder at overveje, hvad mon Tyskland kan byde på. Og i den situation vil det være oplagt at bruge færgen. Det er for tidligt at konkludere noget endnu, men vi vil da holde øje med bookingerne fra Bornholm mod Tyskland i den nærmeste fremtid, siger Jesper Maack.