Svanekegaarden må vente med åbning

Svanekegaarden må vente med åbning
Svanekegaarden. Arkivfoto: Berit Hvassum.
| 2. JUN 2020 • 18:14
Af:
elisabeth-krogh

2. JUN 2020 • 18:14
Efter den første glæde over at kulturinstitutioner fik lov at genåbne, meddeler Svanekegaarden at kulturcentret først kan åbne for koncerter efter den 8. juli.

– Danmark lukker mere og mere op, og det kan man jo ikke klage over, men desværre er det ikke alle, der kan åbne lige nu – ikke fordi det ikke ville være tilladt at åbne, men fordi afstandskravene og det deraf følgende tilladte antal publikummer (35 stk.) ville gøre det økonomisk uforsvarligt at åbne, skriver administrator Mie Hjort i en pressemeddelelse fra Svanekegaarden.

Også den manglende grænseåbning til Sverige er en stor udfordring, da flertallet af eleverne til årets masterclasses kommer fra netop Sverige.

– Og så gør det heller ikke sagen bedre, at de hjælpepakker vi hører under – endnu ikke er åbnet for ansøgninger, meddeler Mie Hjort.

– Derfor har Svanekegaarden måttet træffe den triste beslutning at vi tidligst kommer til at åbne for koncerter efter den 8. juli.

Svanekegaarden åbner dog lidt op allerede fra 13. juni, hvor Bornholms Censurerede Forårsudstilling 2020 lidt forsinket åbner lørdag 13. juni.

I slutningen af maj fik Svanekegaarden endelig Kulturministeriets "Retningslinjer for genåbning af kulturproduktioner og kulturarrangementer med siddende publikum". De stiller meget detaljerede krav til, hvordan kultursteder som Svanekegaarden må genåbne efter corona.

Retningslinjerne påbyder blandt andet, at kulturstedet kun må lukke cirka halvt så mange gæster ind i teater- og koncertsalen, som man plejer.

Svanekegaarden havde allerede aflyst alle koncerter frem til 20. Juni, men det forlænges altså nu frem til 8. Juli.