Madforgiftning: Mange henvender sig stadig til hospitalet med diarré og feber

Madforgiftning: Mange henvender sig stadig til hospitalet med diarré og feber
Arkivfoto: Berit Hvassum
| 2. JUN 2020 • 16:34
Af:
jakob-noermark

2. JUN 2020 • 16:34
Tirsdag fortsætter Bornholms Hospital med at modtage henvendelser fra bornholmere, der har symptomer på madforgiftning med campylobacter.

– Der kommer lige så mange i dag som i går, siger overlæge Kjeld Kristensen fra medicinsk afdeling på hospitalet til Bornholms Tidende.

Omkring hundrede personer har hospitalet vurderet siden i lørdags, hvor de første patienter kontaktede hospitalet med diarré, høj feber og andre symptomer på tarminfektion.

Kjeld Kristensen mindes ikke en så omfattende ophobning af syge som resultat af campylobacter-smitte.

– Det er usædvanligt at have så mange henvendelser med det samme, siger han.

Han tror, at opmærksomheden omkring covid-19 kan have fået endnu flere end normalt til at kontakte hospitalet, da feber er et symptom, som bakterieinfektionen og coronavirussen har til fælles.

Et produkt med bred distribution på Bornholm

Da det i pinseweekenden stod klart for lægerne, at en større madforgiftning var i gang forsøgte de at komme frem til, hvad kilden kunne være. De kunne hurtigt udelukke bestemte restauranter og spisesteder.

– De sagde alle, at de ikke havde spist noget interessant. De første, der kom ind til os, var fra Rønne, så vi ringede resolut til vandværket, der lige så resolut undersøgte sagen, fortæller Kjeld Kristensen.

Drikkevandet blev dog hurtigt udelukket som smittekilde, da de næste tilfælde viste sig at have en geografisk spredning over hele Bornholm. Sundheds- og fødevaremyndighederne beretter imidlertid ikke om øget forekomst af diarré og campylobacter-fund andre steder i landet, og det foranlediger Kjeld Kristensen til at give følgende karakteristik af fødevaren, der har gjort folk syge:

– Der har ikke været rapporter andre steder i landet. Det tyder altså på, at det er en fødevare, som distribueres bredt til Bornholm, men ikke kommer andre steder hen, samt at det er et produkt, der ikke naturligt bliver gennemvarmet, siger Kjeld Kristensen og understreger samtidig, at han ikke udtaler sig som ekspert i smitteopsporing men på baggrund af observationerne fra hospitalsafdelingen.

Campylobacter, der er en bakterie, som findes i tarmene på både vilde og tamme dyr, smitter gennem indtag af fødevarer. En grundig varmebehandling vil slå bakterien ihjel, og omfanget af smittede taler ifølge Kjeld Kristensen for, at produktet, der er skyld i smitten, ikke normalt skal opvarmes.

Fødevarestyrelsen oplyser tirsdag eftermiddag til Bornholms Tidende, at årsagen til de mange maveinfektioner endnu ikke er fastslået.

Hvis man er smittet, er det vigtigt, at man er opmærksom på at få nok at drikke. Infektionen går normalt over af sig selv i løbet af få dage, forklarer overlæge Kjeld Kristensen, men hvis symptomerne forværres, opfordres man til at søge lægehjælp.