Foreninger opretter støtteside for Mælkebøtten: "Forældrene står meget alene i det her"

Foreninger opretter støtteside for Mælkebøtten: "Forældrene står meget alene i det her"
Specialtilbuddet Mælebøtten. Arkivfoto: Allan Rieck.
| ABONNENT | 2. JUN 2020 • 15:14
Af:
elisabeth-krogh
| ABONNENT
2. JUN 2020 • 15:14
En støtteside for den lukningstruede specialbørnehave Mælkebøtten blev oprettet i pinsen.

Bag støttesiden står Lev Bornholm, Landsforeningen Autisme, CP Danmark, Epilepsiforeningen og forældre i Mælkebøtten, fortæller Henrik Stilling, som er formand i foreningen Lev Bornholm, og har taget initiativ til støttesiden.

– Efter at jeg har udtalt mig i medierne om Mælkebøtten, har jeg fået mange henvendelser fra folk, der gerne ville give deres besyv med, så det var for at skabe en platform for debat, og støtte til Mælkebøtten. Forældrene står meget alene i det her, siger Henrik Stilling.

Støttesiden har allerede rigtig mange følgere - næsten 370 følger debatten på siden, fortæller Henrik Stilling.

Selvom Børne- og Skoleudvalget tirsdag skal beslutte, hvilke to forslag, udvalget vil have undersøgt nærmere, betyder det ikke, at Lev Bornholm og de øvrige foreninger og forældrene vil stoppe deres kamp for at bevare Mælkebøtten.

– En del af slagsmålet bliver taget i dag, men der bliver ikke sat punktum i dag, og i sidste ende er det en kommunalbestyrelsesbeslutning, hvad der skal ske med Mælkebøtten, siger Henrik Stilling.

Støttesiden er oprettet på Facebook under navnet ”35 pladser” med henvisning til, at der tidligere har været visiteret op mod 35 børn til specialbørnehaven.

Lev Bornholm mener, at langt flere børn burde visiteres til børnehaven, end der bliver i dag.