Bilister skal væbne sig med tålmodighed på Øresundsbroen

Bilister skal væbne sig med tålmodighed på Øresundsbroen
Øresundsbroen. Arkivfoto: Tommy Kaas.
| 2. JUN 2020 • 09:29
Af:
kasper rasmussen
ritzau

2. JUN 2020 • 09:29
Den første morgen efter pinsedagene er præget af tæt trafik og kødannelse på Øresundsbroen. Det skriver Københavns Politi på Twitter.

Den midlertidige grænsekontrol ved indrejse til Danmark gør rejsen over Øresund til en mere tidskrævende affære end normalt.

– Alle spor er åbne, og vi gør, hvad vi kan, for at afvikle køen, lyder det.

Forud for weekenden opfordrede Københavns Politi til, at man undgik de mest travle tidsrum på broen, hvis man skulle på pinseferie i Sverige.

Tirsdag formiddag er der klokken 9 omkring tyve minutters kø til paskontrollen på pebersholmen, oplyser tilflytterkonsulent i Bornholms Regionskommune, Rune Holm.

I forrige weekend - i forbindelse med Kristi Himmelfartsferien - var der til tider seks kilometer kø over broen i retning mod Danmark.

På grund af coronaudbruddet lukkede Danmark sine grænser delvist den 14. marts. Siden har kun danske statsborgere og udlændinge med opholdstilladelse eller et "anerkendelsværdigt formål" haft tilladelse til at rejse ind i landet.