Han har drevet købmandsbutik på Bornholm, siden han var 25 år

Han har drevet købmandsbutik på Bornholm, siden han var 25 år
Spar i Aakirkeby Egon Jensen laver et indendørs kræmmermarked i Aakirkeby. Arkivfoto: Jens-Erik Larsen.
| ABONNENT | 1. JUN 2020 • 21:10
Af:
marie-hofman
| ABONNENT
1. JUN 2020 • 21:10
Dagens navn: Tjømanj fra Aakirkeby Egon Jensen har drevet købmandsbutik på Bornholm, siden han var 25 år. Igennem hele hans arbejdsliv har han delt sin tid mellem Bornholm og København, og han kan blandt andet også skrive børsmægler og iværksætter på sit lange CV. Energien kommer, så snart man er glad for det, man laver, mener han.

Du var 25, da du købte din første købmandsbutik med din far. I dag driver du købmandsbutikker i henholdvis Aakirkeby og Gudhjem. Hvordan ser du tilbage på udviklingen som købmand på Bornholm?

– Konkurrencen er blevet hårdere og hårdere, fordi der er kommet flere og flere discountbutikker på Bonrholm. Så man skal være oppe på beatet og følge med trenden hele tiden, for ellers bliver du løbet over ende. Du skal stå meget tidligt op om morgenen og gå sent i seng om aftenen. Og det er nok kendetengnende for alle supermarkeder på Bornholm.

Du har igennem hele dit arbejdsliv delt din tid mellem Bornholm og København, hvor du blandt andet har arbejdet på Børsen og som forretningsudvikler. Hvorfor holdte du fast i arbejdet på Bornholm?

– Bornholm er det bedste sted på jorden, og jeg er rigtig glad for at være herover og følge udviklingen. Bornholm er altid kommet i forreste række. Hele min familie elsker også at være her, vi har sommerhus nede i Østre Sømark, hvor vi elsker at være.

Foruden dine to købmandsforretninger er du desuden indehaver af ferielejligheder, har tidligere ejet restauranter på Bornholm, og nu har du også åbnet Sparloppan. Hvor får du energien fra?

– Energien kommer af sig selv, fordi jeg elsker at iværksætte og skabe nye ting. Jeg er altid utrolig nysgerrig for at prøve nye ting og koncepter af og gøre ting, som man måske ikke lige har gjort før. Det tænder mig meget at gøre sådan nogle ting. Uanset hvor travlt du har, så kommer energien altid, når det er sjovt at gå på arbejde.

Nu har store dele af samfundet netop været lukket ned på grund af coronakrisen. Hvordan vurderer du situationen fra dit ståsted som bornholmsk forretningsdrivende?

– De fleste supermarkeder på Bornholm er kommet rigtig godt ud af coronakrisen, som jo desværre ikke er slut endnu. Men mange har arbejdet hjemmefra, så de har fået øjnene op for alle de utroligt servicemindede supermarkeder, der ligger på Bornholm. Det er det samme billede, jeg har hørt om i Østerlars, Vestermarie og Allinge - der er flere, der er begyndt at handle lokalt, og det tror jeg, at de vil fortsætte med. I stedet for, hvis man arbejder i Rønne, så køber man ind i Rønne - nu er man blevet glad for at handle ind i sin lokale butik.

Hvis du havde en fridag i morgen, hvordan skulle den så tilbringes?

– Den skulle tilbringes sammen med mine fire unger og min kone. Vi skulle have noget rigtig god grillmad og hygge os med et par gode glas rødvin.

Hvad er dit yndlingssted på Bornholm?

– Mit yndlingssted er vores sommerhus i Østre Sømark - så bliver det ikke meget bedre. Der er sol og strand og fantastisk havudsigt - vi kan lige være der alle sammen.

Har du et motto, du lever efter?

– Hvis du kan gøre en forskel, skal du gøre det. Sådan ser jeg på alt her i livet - uanset om det er for andre mennesker eller i dit arbejde.
Egon Jensen

58 år
Bankuddannet og børsmægler uddannet
Ejer Spar i Aakirkeby og Gudhjem, og arbejder desuden som ekstern konsulent i København
Bor i Holte og født i Aakirkeby
Gift med fire sammenbragte børn