Sæsonerhverv om grænseåbning: Vi skal omstille os meget hurtigt

Sæsonerhverv om grænseåbning: Vi skal omstille os meget hurtigt
Foto: Berit Hvassum
| ABONNENT | 1. JUN 2020 • 15:03
Af:
redaktionen
| ABONNENT
1. JUN 2020 • 15:03
Fredag kom meldingen om, at Danmarks grænser vil åbne for turister fra Tyskland, Norge og Island fra den 15. juni. Og selvom det er gode takter for restauranterhvervet på Bornholm, skaber det også udfordringer, når man er sæsonerhverv, fortæller Hanne Halberg, der driver Dueodde Diner & Steakhouse.

– Når man er sæsonforretning som os, så har man jo ikke bare personale. Så da vi fik grønt lys til at starte, så var det bare om at komme i sving med at hyre folk, siger Hanne Halberg, der har hyret ti nye medarbejdere den seneste uge.

Hun forventer at skulle ansætte yderligere 30, så der er god mulighed for rotation i vagtskemaet, når sæsonen for alvor går i gang. Men coronakrisens uforudsigelighed har også gjort, at Hanne Halberg nu dårligt har tid til at oplære det nye personale, fortæller hun.

– Vi havde en ny medarbejder i køkkenet forleden, der brændte en hel ovn med spareribs på, mens syv borde sad og ventede. Og det er jo synd, for de nye skal lige have en chance, men samtidig har vi også gæster, der kommer og forventer, at tingene kører - så vi skal omstille os meget hurtigt, siger Hanne Halberg.

Savner en plan

Benny Schou, formand for brancheorganisationen Horesta Bornholm og ejer af Hotel Balka Strand, genkender Hanne Halbergs udfordringer. Han undrer sig over, at man ikke fra regeringens side melder ud med en overordnet plan for sommeren.

– For restauranter og hoteller, der har sæsonpersonale, har man svært ved at vide, hvilket ben, man skal stå på. Ingen kender de tidsmæssige perspektiver i restriktionerne på forsamlingsforbuddet, og det betyder også, at man kan få svært ved at forudse, hvor meget personale, der bliver behov for. Det skaber samtidig også problemer med oplæring af nyt personale, siger Benny Schou.

For hans egen del af branchen som hotelejer er det desuden en bekymring, at man ikke ved, hvor længe overnatningskravet på seks dage vil være.

– Vores aktivitet bliver meget begrænset, fordi vores gæster typisk overnatter her i to til tre dage. Men hvis kravet pludselig bliver ophævet, står vi og skulle hyre nyt personale fra den ene dag til den anden. Og det kan jo i sidste ende betyde en ringere service, hvis vi ikke har haft tid til at foreberede os, siger Benny Schou.