Niels Peter arbejder hos Boss Cykler på Balka og er bestået med et flot 10 tal i svendeprøven. Her ses han med sin egen cykel, som han selv lavet.

Niels fik sit svendebrev som cykelmekaniker

– Han bliver en god cykelmekaniker, sagde cykelhandler Hasse Boss, da han for tre år siden tog Niels Johansson ind som lærling i cykelvirksomheden på Balka.

Det var rigtigt set. For nu 22-årige Niels Johansson har gennemført uddannelsen og fik den 30. april sit svendebrev – endda et flot et af slagsen. En sejr for Niels, for cykelhandleren og for Niels Johanssons plejefamilie, der har bakket op og sikret en god base for ham hele vejen igennem.

– Det er dejligt at være udlært, siger 22-årige Niels Johansson.

I 2017 fortalte Niels Johansson og Hasse Boss i Bornholms Tidende, hvordan de havde måttet kæmpe for, at Niels kunne starte i lære som cykelmekaniker.

Niels Johansson er ikke “bogligt begavet”, men han er derimod praktisk begavet, og han kan noget med sine hænder. Som barn gik han i specialbørnehaven Mælkebøtten – senere i specialklassen i Klemensker og på Kildebakkeskolen, og vurderingen dengang var, at han havde indlæringsvanskeligheder.

At Niels alligevel endte med at komme i lære, skyldtes da også blandt andet hans egen ihærdighed.

Niels Peter arbejder hos Boss Cykler på Balka og er bestået med et flot 10 tal i svendeprøven. Her ses han med sin egen cykel, som han selv lavet.

Tredje gang sagde jeg ja

– Det startede jo med, at Niels kom herned og spurgte om arbejde. Jeg kunne næsten ikke forstå, hvad han mente dengang, han kom her første gang. Men han blev ved. Han henvendte sig tre gange. Tredje gang sagde jeg: Ok, du starter på mandag. Så blev jeg faktisk chokeret, altså meget positivt overrasket. For her var en mand, der havde den rette holdning til livet. Som ville kæmpe for at lære noget og kan meget, rigtig meget allerede på det tidspunkt, fortæller Hasse Boss.

I første omgang var Niels Johansson Egu-praktikant (erhvervsfaglig grunduddannelse), og kommunen skulle overbevises om, at han skulle ud af “systemet” og over i en almindelig læreplads.

– Jeg måtte jo kæmpe for at få lov til at beholde den stakkels mand. Ellers skulle han have været til Vestermarie og pakke roser eller på Grennessminde, fortæller Hasse Boss, der ikke har fortrudt, heller ikke selvom der har været udfordringer undervejs.

– Niels har jo ikke haft det alt for nemt i sine unge år, og været på forskellige skoler, så han var jo slet ikke den fyr, som han er i dag til at formulere sig og sådan noget. Der er sket helt vildt meget med Niels, siden han startede, fortæller Hasse Boss.

Hasse Boss

Specialist

Læretiden er gået ligeså glidende og glat for Niels Johannson, som for alle andre lærlinge, jeg har haft igennem, fortæller cykelhandleren.

– Det, han nu står og laver på værkstedet, er tit noget, som der ikke er en færdig løsning på. Er det specialopgaver, så er det Niels’ opgaver, så på det faglige er det gået rigtig godt, siger Hasse Boss, der normalt har 1-3 elever ad gangen.

– Dét vi har gjort ekstra for Niels i forhold til andre elever, har været i forhold til et ønske om, at han kunne få lov at blive hos sine plejeforældre De har gjort rigtig meget for Niels, og det var vigtigt, at han kunne få lov til at blive hos dem og få den støtte, som de har givet ham, indtil han blev færdiguddannet. Det var på et tidspunkt ved at gå i vasken. Der måtte vi med til et møde med sagsbehandleren for at få ham til at forstå, at den investering, de gjorde ved at afslutte det her ordentligt, kommer mange gange hjem igen, fortæller Hasse Boss.

Normalt flytter man fra sin plejefamilie, når man bliver 18 år.

For svært

Hasse Boss kan stadig både undre sig og blive vred over, at det skal være så besværligt at finde vej for praktisk begavede mennesker som Niels.

– Jeg synes, det er fuldstændig urimeligt, at det skulle være så svært, at en håndværker – en af de dygtigste cykelsmede på bornholm – ikke kunne få papir på det arbejde, han kan. Fordi han ikke kan læse og skrive. Det burde ikke være det, der afgør det. Det er jo håndværk. Du skal ikke sidde og skrive danskhistorie, du skal bruge dine hænder, siger Hasse Boss.

Han undrer sig også over, at det først er i skoleforløbet til cykelmekaniker, at hans elev får en IT-rygsæk.

– Da han komme tilbage fra skolen kommer Niels til mig og siger: Jeg har læst den første bog i mit liv. Ok, sagde jeg så, hvilken bog var det? Det havde han aldrig kunne før. – Politikens cykelhåndbog, fortæller Niels så.

Niels Johansson fortæller selv, at han kan læse, men har problemer med at forstå og tyde nogle ord.

– Det fandt de ud af ved at give mig en screeningtest. Da alle andre var færdige med at læse, var jeg knap nok nået halvvejs, så fik jeg en prøve for at se, om jeg skulle have IT-rygsækken, og det skulle jeg så.

Hasse Boss forstår ikke, at der skulle gå så længe, før Niels fik den mulighed.

– At han ikke har fået den screening noget før, så han kunne få den rygsæk, det er under al kritik, mener Hasse Boss.

Cykelhandleren mener generelt, at det burde være nemmere for unge med talent for det praktiske at få en uddannelse.

Det har nyttet

Hvordan er det gået med at være i lære?

– Det er gået meget godt. Jeg er meget glad for arbejdet og at være her.

Hvad har været svært?

– Det er nogle gange svært at hoppe mellem opgaver, og have gang i flere ting på en gang.

Hvad kan du bedst li’ at lave?

– Gamle cykler, det går jeg mest op i. Cykler, der måske er lavet for 30 år siden, hvor kvaliteten var i orden.

Den flotte svendeprøve er ikke fejret endnu, men bliver fejret til efteråret, når værkstedets anden lærling er færdig.

Begge parter er så tilfredse med forløbet, at Hasse Boss nu har ansat den nyudlærte cykelmekaniker fra 1. maj.

– Han er en god mand, og håndværksmæssigt er han på et meget højt niveau, siger Hasse Boss.

Vil du ansætte en som Niels igen?

– Ja, det vil jeg godt. Jeg synes, vi virkelig har kunnet gøre en forskel her. Det har bare brændt for os at hjælpe Niels. Han er et så reelt og troværdigt et menneske, og som vi kan stole på. Derfor har vi haft lyst til at hjælpe ham, siger Hasse Boss, og bliver dybt berørt over det forløb, han har været gennem sammen med sin lærling

Det betyder noget for jer?

– Ja, at det har nyttet.

Det næste der skal ske i Niels Johanssons liv, er, at han flytter hjemmefra.

– Jeg venter bare på et tilbud på en lejlighed. Jeg er skrevet op i en boligselskab, og vil gerne bo i Aakirkeby eller Nexø, fortæller Niels.