Ét portræt og 139 landskabsbilleder – men ikke et eneste klippeparti eller røgeri – af Claus Johansen kan opleves på kunstmuseet. Fotos: Tommy Kaas

Har vi overhovedet forstået Claus Johansen?

Følte han sig som et miskendt geni, eller var han tilfreds med sin stille tilværelse?

Kunne han li’ at bo deroppe under de rå tagplader, op ad en stejl stige og hen over kornloftet på Rosenlund i Rutsker?

Dyrkede han i virkeligheden kunstnerlivet på den der selviscenesættende og beregnende måde?

Og hvorfor holdt han sig for selv og blandede sig så lidt med sine samtidige kunstnerkolleger?

Der rejser sig stadig mange spørgsmål om maleren Claus Johansen (1877-1943), som er aktuel med det, som Bornholms Kunstmuseum kalder et brag af en særudstilling, som åbner lørdag på Helligdommen.

Manden levede en enkel og beskeden tilværelse – og malede relativt enkle og beskedne billeder. En perlerække – næsten halvandet hundrede – er hængt op på Bornholms Kunstmuseums hvide vægge og er klar til endelig at blive beundret af publikum.

Museets gæster får serveret – dele af – en enestående historie i det hidtil største overblik over kunstnerens produktion.

Ét portræt – og så ikke mere

Udstillingens tidligste billede fra 1904 lægger for. Det er et portræt. Til gengæld er resten af billederne blottet for personer. Mennesketomme hænger de ét efter ét – kapitel efter kapitel – af og om enspænderen Claus Johansen.

– Ingen kender ham på den anden side af vandet, sagde man tidligere om maleren.

Det er der så småt ved at blive lavet om på. Auktionshusene har oplevet en stor stigning i efterspørgslen de senere år, og direktør på Bornholms Kunstmuseum, Lars Kærulf Møller, har også kunnet konstatere en spirrende interesse over årene.

– Da jeg kom til Bornholm, havde jeg heller aldrig hørt om ham, siger museumsdirektøren, der startede som konsulent på museet i 1986.

Da der i 1993 stod et nyt, færdigt kunstmuseum, indrettede Kærulf Møller et helt rum – et lille ét men dog stadig et rum – til Claus Johansens værker. Han var slet og ret faldet for dem.

– Siden har jeg set samlere komme hertil, gå ind i rummet og spørge “hvad er det for noget?” for så at konstatere, at hér er noget, de skal kigge nærmere på, siger Lars Kærulf Møller.

Det kan de så passende gøre, når de 140 billeder hænger til skue på kunstmuseet – eller når dele af udstillingen senere kan opleves på Øregaard Museum nord for København.

Dét, de skal se, kredser om det bornholmske landskab, som det opleves omkring vestkysten. Og selv om nogle samlere og kendere altså allerede har fået øjnene op for Claus Johansen, så er det store gennembrud ikke nået.

Hvorfor mon?

– Måske fordi man selv skal have set det her landskab for at forstå, hvorfor han maler det sådan, siger Lars Kærulf Møller og betragter de grå, brune og sart grønne nuancer på lærrederne.

– Man skal nok have oplevet de steder og den stemning for at se, hvor præcist han griber den.

På Høsts lærreder

Han malede nogle gange på overskudslærreder fra Oluf Høst, men ud over tilknytningen til den store mester fra Nørresand, som i øvrigt beundrede Claus Johansens poetiske malerier, var det så som så med dialogen med andre kunstnere.

Lars Kærulf Møller ser forbindelser til Niels Lergaard og andre mørkemalere i de forenklede landskabsbilleder – men de kendte tilsyneladende ikke noget særligt til hinanden. Kontakten til andre kunstnere havde ikke den store interesse.

Der anes udlængsel i nogle af Claus Johansens brevskriverier med familien på Sjælland. Måske gør der det også i hans billeder.

Og det bringer os tilbage til spørgsmålene i indledningen:

Har vi overhovedet forstået Claus Johansen?

 

Udstillingen

Udstillingen på Bornholms Kunstmuseum åbner lørdag og kan opleves frem til 30. august.

Dele af den kan ses på Øregaard Museum i perioden 10. september til 23. januar.

Udstillingen og et nyt katalog er støttet af Politiken-Fonden og William Demant Fonden.