Studerende er i chok over fyring af Grosbøll

Studerende er i chok over fyring af Grosbøll
Stine Jakobsen, der læser på pædagoguddannelsen, fortæller, at de studerende er rystede over beslutningen.
| ABONNENT | 29. MAJ 2020 • 11:15
| ABONNENT
29. MAJ 2020 • 11:15
På pædagog- og læreruddannelsen på Bornholm er de studerende stærkt utilfredse med fyringen af deres uddannelsesleder Andreas Grosbøll. Stine Jakobsen, der læser på pædagoguddannelsen, fortæller, at de studerende er rystede over beslutningen.

– Vi er rystede og chokerede. Vi står i en covid19-situation, og mange af os er i vores tredje praktik og skal snart til en eksamen, som Andreas var dybt involveret i og engageret i. Vi forstår slet ikke den her beslutning, og vi forstår ikke, at de tager den nu, siger Stine Jakobsen.

Vil protestere

Hun fortæller, at de studerende først fik beskeden om Andreas Grosbølls fyring som en nyhed på avisens facebookside og siden fik bekræftet det sort på hvidt i en mail fra Københavns Professionshøjskole. Nu er de studerende indkaldt til et møde med den nye Københavnsbaserede uddannelsesleder Randi Bjørndal Jensen og institutionschef Kirsten Balle fra Københavns Professionshøjskole over det digitale mødeforum Zoom. Mødet afholdes i dag klokken 11. Ifølge Stine Jakobsen vil de studerende protestere over beslutningen om at nedlægge Andreas Grosbølls stilling.

– Vi vil udtrykke vores holdning, bekymring og undren. Og så vil vi stille dem et hav af spørgsmål. Jeg håber, de har afsat nok tid til at svare, for vi kommer til at stille mange spørgsmål til, hvorfor de gør det her, og hvordan de vil gøre fremadrettet. Vi vil også fortælle dem, hvad det her betyder for fremtiden for uddannelserne på Bornholm, for det bliver ikke en lys fremtid, siger Stine Jakobsen.

Et stort tab

Hun fortæller, at hun og hendes medstuderende vil kæmpe for at få Andreas Grosbøll tilbage som uddannelsesleder.

– Det er et kæmpe tab at miste Andreas som leder. Hvis de (Københavns Professionshøjskoles direktion, red.) havde gået ham i hælene og set, hvor meget han gør for de studerende og for uddannelserne, så havde de aldrig truffet den her beslutning. Han giver os en stor tryghed, han kender alle de studerende, og han er så aktivt deltagende. Han har altid en løsning og et svar, når vi er i tvivl om noget, og han er der bare for os, siger Stine Jakobsen.

Annegrete Juul, der er dekan for det pædagogiske og samfundsfaglige fakultet, som pædagog-, lærer- og socialrådgiveruddannelsen på Bornholm hører under, forsikrer om, at den nye uddannelsesleder Randi Bjørndal Jensen også vil være fysisk tilstede på uddannelserne på Bornholm fremover. Københavns Professionshøjskole vil også sørge for, at der er lokale koordinatorer på uddannelserne, som har daglig kontakt med de studerende. Men Stine Jakobsen mener ikke, det kan give det samme.

– En uddannelsesleder i København kommer jo ikke til at være her hele tiden og kan derfor ikke give den tryghed, som Andreas kunne. Så er der også det, at København er én ting, og Bornholm er en anden. Vi er ikke ret mange studerende her, så vi står sammen i tykt og tyndt. Det er ikke den stemning, jeg mærker fra Københavns Professionshøjskole, siger Stine Jakobsen.

En hård kamp

Til mødet på Zoom vil hun og hendes medstuderende give udtryk for deres utilfredshed med fyringen af Andreas Grosbøll.

– Vi håber, vores protest virker, og at de tager det op til genovervejelse. Vi vil kæmpe for at få Andreas tilbage, men vi ved også, at det kommer til at koste blod, sved og tårer for os, for det er jo en organisatorisk beslutning, der er truffet oppefra, siger Stine Jakobsen.

Ifølge Annegrete Juul vil den organisatoriske forandring betyde, at uddannelserne under Københavns Professionshøjskole bliver mere ensrettede og fagligheden bliver styrket.

– De studerende vil mærke en større udviklingskraft og sammenhæng til deres medstuderende og uddannelserne i København. Og så er målet jo i sidste ende, at vi kommer til at udklække endnu dygtigere dimittender på Bornholm, siger hun.

Stine Jakobsen mener derimod, at beslutningen om at fjerne en lokal uddannelsesleder vil svække fagligheden på uddannelserne på Bornholm.

– Det vil rent fagligt betyde, at vi ikke kommer til at stå ligeså stærkt fagligt, som vi gør nu, fordi vi får en uddannelsesleder, som vi ikke kender og som ikke kender os. Andreas kender os, og han kender de praktikforhold, vi har her på Bornholm. Fremover kan vi komme til at stå i en situation, hvor vi ikke får den rette vejledning og dermed kan komme i problemer til vores eksamen, siger Stine Jakobsen.