Endelig! I dag slår nyt marked med loppefund dørene op

Endelig! I dag slår nyt marked med loppefund dørene op
Spar i Aakirkeby Egon Jensen laver et indendørs kræmmermarked i Aakirkeby
| 29. MAJ 2020 • 07:05
Af:
marie-hofman

29. MAJ 2020 • 07:05
Sparloppan i Aakirkeby kan nu endelig slå dørene op efter landets nedlukning.

Her åbner man op for byens nye indendørs kræmmermarked torsdag, men vil have formel åbningsreception fredag, oplyser indehaver Egon Jensen.

– Her vil vi åbne op for både café, loppan og kræmmere. Så får vi også besøg af Kræmmer-Erik (fra TV2, red.), siger Egon Jensen, der også ejer Sparkøbmanden, som Sparloppan ligger ovenover.

Kræmmermarkedet har plads til 35 kræmmere og 100 loppestande. Her vil kræmmere kunne komme fysisk og sælge ud af deres ting, mens loppestandene administreres af personalet. Og hvor godt 40 loppestande allerede er lejet ud, har Egon Jensen endnu ikke modtaget henvendelser fra nogle kræmmere.

– Jeg ved jo, at vi har mange kræmmere i byen til blandt andet loppemarked på torvet. Men mit bud er, at folk er lidt forsigtige efter corona, men jeg tror nok, at det skal vende, siger Egon Jensen, der også måtte udskyde Sparloppans åbning fra den 13. marts på grund af corona.

Sparloppan vil have åbent hverdage 12.00-17.00 og 10.00-17.00 i weekender.