Skoleleder på Kongeskær: Fint hvis elever vælger den nye overbygning

Skoleleder på Kongeskær: Fint hvis elever vælger den nye overbygning
Kasper Johansen. Foto: Berit Hvassum
| ABONNENT | 29. MAJ 2020 • 21:27
Af:
niels-ebdrup
| ABONNENT
29. MAJ 2020 • 21:27
Skoleleder på Kongeskærskolen i Allinge, Kasper Johansen, byder den nye overbygning med 7., 8. og 9. klasse på Svartingedal Skole i Hasle hjertelig velkommen. Men han er klar over, at torsdagens politiske beslutning sandsynligvis vil kunne ses i antallet af indskrevne elever på hans egen skole.

Der går elever på Kongeskærskolen, som bor i Svartingedal Skoles skoledistrikt. Kasper Johansen vurderer, at det antal vil falde, nu hvor naboskolen også kan undervise de ældste elever.

– Vi har i øjeblikket 30 elever fra deres distrikt, og vi anser det for usandsynligt, at vi på den lange bane ikke ser det tal falde, fordi nogen vælger Hasle til i stedet for os. Men det kan jeg ikke have noget imod. Det er fair nok, hvis folk ønsker at gå i skole i deres eget skoledistrikt, siger Kasper Johansen.

Er ikke bekymret for Kongeskær

Skolelederen vurderer, at et fald i elevtallet af den grund dog ikke vil få de store konsekvenser for Kongeskærskolen.

– Jeg er ikke bekymret for den her skole. Vi har det godt, siger Kasper Johansen, der ikke ved, om nogen af de 30 elever har valgt Kongeskær til, fordi det er en skole med overbygning.

– Det har vi ikke spurgt om, fortæller Kasper Johansen.

Sendte blomster

Kongeskærskolen har valgt at lykønske naboskolen, der har kæmpet en brav kamp for at få en overbygning.

– Vi har været nede med en buket blomster i dag, fordi jeg synes, det er flot kæmpet. Det er imponerende, hvordan de har fået skubbet det her. Så jeg siger tillykke, og at vi er klar til at samarbejde. Det skal vi allerede i forbindelse med fysikundervisningen, siger Kasper Johansen.

Pr. 1. oktober 2019 gik der 233 elever på Kongeskærskolen. I 7., 8. og 9. klasse gik der i alt 83 elever.