Fra pinsesøndag den 1. juni hedder en plads på Christianshavn "Martin Andersen Nexøs Plads", opkaldt efter den verdenskendte bornholmske forfatter.
Pladsen ligger for enden af Christianshavns Kanal mellem Langebrogade og Ovengade oven Vande.
Det var nærliggende at opkalde pladsen efter Nexø, som blev født netop på Christianshavn i 1869, skriver Henrik Yde, formand for Martin Andersen Nexø Fonden i en pressemeddelelse.
Forfatteren har nemlig skildret denne bydel både i tredje bind af sit hovedværk "Pelle Erobreren" (1909) og i første bind af sine "Erindringer" (1932). Hans 150-års fødselsdag sidste år blev fejret med kunstneriske og videnskabelige arrangementer både på Bornholm og i København, hvor en mindeplade blev afsløret på den christianshavneradresse, hvor han er født, Sankt Annæ Gade 33.
Navngivningen retter op på, at der i forvejen kun findes beskedne to Nexø-veje i henholdsvis Søborg og Nexø by samt en Nexøs Plads i Hillerød – mens der i Tyskland, hvor han havde og fortsat har sin største læserkreds, findes Nexø-veje, -gader og -pladser i 17 forskellige byer.
Navngivningen af Martin Andersen Nexøs Plads vil blive markeret ved et offentligt arrangement, når det engang bliver muligt. tøm