Express 2 afløser Max for at skabe øget plads i sommertrafikken

Express 2 afløser Max for at skabe øget plads i sommertrafikken
Arkivfoto: Bornholmslinjen
| 29. MAJ 2020 • 10:04
Af:
redaktionen

29. MAJ 2020 • 10:04
Bornholmslinjen udskifter Max med Express 2 i den kommende sommertrafik. Det sker for at skabe bedre plads.

Dermed bliver det Express 1 og Express 2, der kommer til at stå for trafikken mellem Rønne og Ystad de kommende måneder.

Ved at bytte rundt på Max og Express 2 kommer der væsentlig mere kapacitet til Bornholm på både vogndæk og i passagerområderne. Express 2 kan medtage op til 396 biler mod en bilkapacitet på Max på op til 218 biler, oplyser Bornholmslinjen.

Express 2 er velkendt på Bornholm, idet færgen tidligere har afløst Express 1, når den eksempelvis har været på værft.

På grund af coronakrisen har Bornholmslinjen nedsat passagerkapaciteten på færgerne, og det betyder, at "billet-hylderne tømmes meget hurtigt nu”, forklarer Molslinjens administrerende direktør, Carsten Jensen, i en pressemeddelelse.

Express 2 sættes ind på alle de afgange i sejlplanen, som ellers skulle sejles af Max. Det betyder, at Express 2 denne sommer sejler sin første tur mellem Rønne og Ystad den 18. juni.

– Desværre har Express 2 ikke taxfree-salgsmuligheder, oplyser rederiet, som sender færgen retur til Kattegat den 18. august.