Campus Bornholm skal arbejde tættere sammen med hele Københavns Professionshøjskole

Campus Bornholm skal arbejde tættere sammen  med hele Københavns Professionshøjskole
Campus Bornholm. Arkivfoto: Berit Hvassum
| ABONNENT | 29. MAJ 2020 • 15:21
Af:
laeserbrevsskribent
| ABONNENT
29. MAJ 2020 • 15:21
De seneste dage har der været en del debat om en ny organisering i ledelsen her på Københavns Professionshøjskole, hvor vi har valgt at nedlægge uddannelseslederstillingen på Campus Bornholm.

Der har forståeligt været en bekymring for, om det betyder mere centralisering i København og mere fjernledelse.

Vi vil gerne starte med at slå fast, at målet er at skabe mere sammenhæng og samarbejde mellem Campus Bornholm og resten af Københavns Professionshøjskole. Vores 20.000 studerende er spredt ud over 10 forskellige adresser i Hovedstadsområdet, Nordsjælland og Bornholm, så det er ofte en udfordring at sikre tilstrækkelig videndeling, udvikling og samarbejde på tværs, når man er adskilt af geografien. Ikke desto mindre har vi som ambition, at vores mange undervisere, forskere og ledere skal berige hinanden og – ikke mindst – vores studerende bedst muligt, uanset hvor det er.

På Campus Bornholm kan vores studerende uddanne sig til lærere, pædagoger og socialrådgivere. Vi har de seneste år haft en uddannelseslederstilling delt mellem lærer- og pædagoguddannelsen, mens socialrådgiveruddannelsen har haft en uddannelsesleder delt mellem Hillerød og Bornholm. Og her viser vores erfaringer og evalueringer, at der var brug for at lave en justering i den nuværende struktur, hvor pædagog- og læreruddannelsen får hver deres leder og dermed et stærkere ophæng til den enkelte uddannelse, dets ledelses- og underviserteam.

Vi har været glade for det arbejde, som vores uddannelsesleder Andreas Grosbøll har udført for lærer- og pædagoguddannelsen på Bornholm de seneste år. Og vi ved også, at Andreas er meget vellidt på Bornholm. Men vi er også sikre på, at vores to nye uddannelsesledere kommer til at løfte opgaven og fortsætte med at udvikle vores lærer- og pædagoguddannelser på Bornholm i en positiv retning.

På pædagoguddannelsen bliver det uddannelsesleder Randi Bjørndal Jensen, som er en meget erfaren leder. Hun har pt. også ansvar for dagtilbudsspecialiseringen på pædagoguddannelsen på Campus Carlsberg. Randis store viden om dagtilbudsområdet vil blandt andet være nyttigt ift. det kommende samarbejde om Børnenes Bornholm. På læreruddannelsen bliver det uddannelsesleder Svende Svendsen, som også har ansvar for vores uddannelsesstation i Helsingør og gode erfaringer med at sikre sammenhæng mellem de mindre og større uddannelsesudbud.

De nye uddannelsesledere kommer løbende til at være til stede på Campus Bornholm for at sikre, at der fortsat er en god og tæt dialog mellem studerende, undervisere og ledelse. Vi etablerer desuden også lokale uddannelsesfaglige koordinatorer på hhv. lærer- og pædagoguddannelsen på Bornholm, der skal stå for den daglige kontakt til vores studerende.

Københavns Professionshøjskole er jo faktisk stadig en ret ung uddannelsesinstitution. Det er kun to år siden, at professionshøjskolerne UCC og Metropol fusionerede og skabte en af Danmarks største uddannelsesinstitutioner. Så vi arbejder og evaluerer løbende på at finde den rette organisationsmodel, hvor man både samarbejder på tværs – men selvfølgelig bibeholder en lokal identitet.

Campus Bornholm vil fortsat være et stærkt lokalt uddannelsessted, hvor alle kender alle. Hvor personale og studerende mødes på torsdage i loungen til samling med morgensang. Hvor repræsentanter fra de forskellige uddannelser præsenterer deres projekter og konkrete forløb. Med årgangsmøder og pædagogisk cafe – og Kaolinsøen og klipper lige om hjørnet.

Så det er altså ikke et ”ufint københavnerspark”, som redaktør Øjvind Hesselager fra Bornholms Tidende skriver i sin leder. Snarere det modsatte. Målet er nemlig i sidste ende at uddanne endnu dygtigere lærere og pædagoger til de bornholmske daginstitutioner, skoler, fritidsinstitutioner og døgninstitutioner. Og blive endnu bedre til at trække på hinandens erfaringer – og sikre udvikling på tværs af både fag og geografi.