Kurt Hansen er Årets Ildsjæl i Tejn. Foto: Jens-Erik Larsen

‘Her i Tejn skal man bare række en lillefinger ud, så mister man hele armen’

DAGENS NAVN: Kurt Hansen er Årets Ildsjæl i Tejn, udnævnt af Tejn Borgerforening. Han står klar, når der er brug for hjælp i forbindelse med Trolling Master, byens vildmarksbad, grillhygge på Tejnepynten, idrætsforeningens julemesse, byens fællesspisning og meget andet – for eksempel når juletræet skal sættes op.

 

Hvor lang tid har du boet i Tejn?

– Det er ti år siden, vi flyttede herover fra københavnsområdet. Min kone har noget familie herovre, og når man så på økonomien, var det også muligt at få noget at bo i.

Hvorfor valgte I så at flytte til Tejn?

– Min kone har noget familie i Rønne. De sagde, at vi i hvert fald ikke måtte søge sydpå, og vi måtte heller ikke bo i Rønne. Min kone kunne godt lide nordlandet, og da vi fik at vide, at her er godt at bo, valgte vi Tejn – og det har vi ikke fortrudt.

Hvad var det for en by, du mødte?

– Vi flyttede over 15. december 2009. Flyttemanden kom den 15., sneen kom den 16., og så lå den så tyk og tæt, at man kun lige kunne grave sig ned til købmanden. Vi mødte ikke så mange familier den første tid. Det kom senere.

Hvorfor engagerer du dig i byen?

– Både min kone og jeg har altid været engageret rundt omkring. Især fruen – hun har rodet sig ud i sportsklubber og andet. Derfor var vi enige om, at vi skulle flytte til et sted, hvor der var mulighed for at gøre noget. Det lykkedes. Her i Tejn skal man bare række en lillefinger ud, så mister man hele armen. Men Bent Pedersen fra Tejn Idrætsforening og Brita Hansen fra Tejn Borgerforening er fantastiske mennesker at lave ting med.

– Noget af det første, jeg blev engageret til, var at sætte telte op for TIF. Til Trolling Master og andet. Det er en herlig flok drenge – eller efterhånden gamle mænd – der får lov til det. Så kom konen i borgerforeningens bestyrelse, og derfor blev jeg engageret i medborgerhuset. Vi mænner kan bruges til at sætte stole op, klippe hæk og andre sjove ting. Man kan altid få noget at lave.

Hvordan håber du, det er at bo i Tejn om ti år?

– Jeg håber – og tror – at vi får en hel del flere børn og unge mennesker. Jeg synes, at man ser flere børn i gadebilledet.

– Og så håber jeg, at flere af de unge vil være frivillige. Det er de gamle indianere, der stiller op til trolling og andre arrangementer – vi ser ikke så mange af de unge. Det må vi prøve at få lært dem, selvom det nok er svært.

Hvad gør dig glad?

– Bare godt vejr – og i særdeleshed det sted, vi bor. Vi kan se ud over havet, og der er ikke noget så foranderligt og forunderligt som det. Vi kom herover, da vi var pensionister, og vi skulle bare nyde det – og det gør vi. Vi har ingen børnebørn, men vi kan altid låne en hund i området.

Hvad gør dig sur?

– Hvis folk ikke opfører sig ordentligt. Man kan godt blive arrig, hvis man ser nogen gå tur med en hund, der skider på fortorvet, for så bare at gå videre. Ellers skal der nok rimelig meget til.

Hvad er dit yndlingssted på Bornholm?

– Det er vel oppe på Hammerknuden – eller her på strandstien ved Tejn.

 

 

Kurt Hansen

72 år

Bor i Tejn

Gift med Anne