Ufint københavnerspark til Grosbøll

Ufint københavnerspark til Grosbøll
Andreas Grosbølls stilling som uddannelsesleder er blevet nedlagt af Københavns Professionshøjskole. Arkivfoto: Berit Hvassum
| ABONNENT | 28. MAJ 2020 • 09:13
Af:
oejvind-hesselager
| ABONNENT
28. MAJ 2020 • 09:13
Det vil i udgangspunktet være forkert at sige, noget altid er forkert, bare fordi det er besluttet i København. Men omvendt vil det også være forkert at sige, at noget er dårligere, bare fordi det ligger på Bornholm.

Og det er præcis det signal, en klodset direktion på Københavns Professionshøjskole afsender med nedlæggelsen af stillingen som uddannelsesleder på pædagog- og læreruddannelsen på Bornholm. Nedlæggelsen betyder, at Andreas Grosbøll, der har passet jobbet siden 2017, nu er blevet fritstillet. I stedet trækkes ledelsen af uddannelsen til København, der i øvrigt er vokset med fem-seks ledere og en række konsulenter alene det seneste års tid.

Ifølge Annegrethe Juul, dekan på Københavns Professionshøjskole, skal opsigelsen af Grosbøll sikre ”en høj standard i den faglige udvikling” og ”sikre kvaliteten”.

Det ligner varm luft og bortforklaring. Før argumentationen holder, skal der ligge en kritik af kvaliteten i den nuværende faglighed på den bornholmske uddannelse. Men der er ikke skyggen af kritik af den nuværende ledelse på den bornholmske uddannelse. Det ligner i sig selv rigtig dårlig ledelse af københavnerne.

 
Det handler om at trække
ressourcer væk fra Bornholm
og over til København. Til
hovedstadens fordel. Og til
Bornholms ulempe

 

Hvis man bruger tid på at læse resten af Annegrete Juuls forklaring, sidder man tilbage med en fornemmelse af at være trukket gennem en lærebog i bortforklaringer og tom retorik, der i sig selv ikke fremstår værdig. Hverken over for Bornholm eller Grosbøll. Den synes at basere sig på, at desto mindre ledelse, der er på Bornholm, desto bedre går alting.

Hun forklarer, at uddannelsen på Bornholm i højere grad skal ligne de andre uddannelser i regionen – men forklarer ikke, hvorfor det i sig selv er en kvalitet, at de ligner hinanden. Hun forklarer heller ikke, hvordan uddannelsen på Bornholm adskiller sig negativt fra de øvrige i regionen.

Beslutningen har vakt berettiget opsigt i politiske kredse på Bornholm. Formand for Børne- og ungeudvalget, Morten Riis (Ø), kan ikke se nogen gevinst ved at centralisere ledelsen. Tværtimod. Som han anfører: Det er sværere at lede en uddannelse på Bornholm, når man sidder i København, end når man sidder på Bornholm. Det lyder logisk.

– Jeg forstår ikke beslutningen, siger Morten Riis, der samtidigt understreger, at kommunen har haft en godt samarbejde hidtil med uddannelsen.

På Bornholm har vi lov at undre os. Dels over beslutningen. Dels over at Københavns Professionshøjskoles ledelse ikke udviser det format at forklare sagen reelt. Det er et regelret københavnerspark. Det handler om at trække ressourcer væk fra Bornholm og over til København. Til hovedstadens fordel. Og til Bornholms ulempe. Hvis det er missionen, så sig det dog.