Arkivfoto.

Svaneunger i Gudhjem: “Vi forventer, det bliver pinsebørn”

Det er nu tre uger siden, Bornholms Tidende besøgte svanereden ved Gudhjem havn på behørig afstand. Avisens lokale kilde Jørgen Koefoed fortæller, at æggene endnu ikke er klækket, men at det må være lige oppe over.

– De sidste tre dage har hannen ligget fast og ruget på æggene, så det kan tyde på, der snart sker noget. Vi forventer, det bliver pinsebørn, siger han.

Vi har tidligere skrevet, at der var fire æg i reden, men det viser sig, at der faktisk er hele seks æg. Ifølge Jørgen Koefoed er æggene kommet stykvis, så der først var et, så fire og senere seks æg. Det skulle være helt normalt. Hvad, der til gengæld ikke er helt normalt, er, at svanerne har bygget rede lige ved busholdepladsen på Gudhjem havn. Det er et usædvanligt syn, fordi Gudhjem Havn normalt er meget besøgt i foråret og sommeren og derfor ikke efterlader meget ro til svanerne. Men på grund af stilheden under coronakrisen, har svanerne altså haft fred til at redebygge helt tæt på byen. Vi følger udviklingen, men Gudhjem må vente lidt endnu med at se de seks grimme ællinger.