Den over hundrede år gamle kro ved svinget på Klemens Storegade er sat til salg. Arkivfoto: Berit Hvassum

Klemens Kro sat til salg

EJENDOMSHANDEL

Den over hundrede år gamle kro ved svinget på Klemens Storegade er sat til salg. Det oplyser Michael Rylander Christensen, der ejer kroen med en partner i KM-Ejendomme.

Kroen har, som Bornholms Tidende har skrevet om før, ligget stille siden en vandskade ramte kælderen i baghuset i 2016. Michael Rylander Christensen har siden da kørt en retssag mod kommunen og Bornholms Energi & Forsyning for at få erstatning for den skade. I mandags blev den sag imidlertid afgjort ved byretten, der ikke kunne give kroejeren medhold i sagen.

Michael Rylander Christensen har besluttet at anke sagen til landsretten, men eftersom der kan gå flere år, før sagen bliver afgjort der, mener han og partneren i KM-Ejendomme derfor, at tiden er inde til, at kroen går videre til nye kræfter.

– Vi har i et stykke tid tænkt, at vi nu ville se, hvad dommen blev, og så tage stilling til, hvad der skulle ske med kroen derefter. Vi kan godt se, at der nu kommer til at gå lang tid, før vi får en afslutning i sagen, så nu vil vi prøve at se, om der er nogen, der vil overtage kroen og give den noget nyt liv, siger Michael Rylander Christensen.

Klemens Kro er sat til salg gennem Rønne Ejendomshandel, der har sat prisen for ejendommen, der samlet ligger på 15.308 kvadratmeter land, til 498.000 kroner. Den lave pris skyldes, at der skal lægges nogle penge i udbedring af vandskaden og generelt sættes ting i stand.

KM-Ejendomme har selv brugt omkring 300.000 kroner på istandsættelse i sin tid, men ender nu med at sælge kroen til næsten det samme beløb, som den var købt for i 2013. Kroen har tidligere været forpagtet ud, men har siden vandskaden i 2016 ligget ubrugt hen.

– Vi synes, kroen skal videre nu i stedet for at stå totalt stille. Jeg tror, det er bedre for kroen og lokalsamfundet, at der kommer nogle friske kræfter til, der kan bruge bygningen. Det er synd for byen, hvis kroen fortsat skal ligge tom, siger Michael Rylander Christensen.

 

 

Klemens Kro til salg

Stor rummelig ejendom med selskabslokaler, privat lejlighed og 3 tønder land, oplyser Rønne Ejendomshandel.

Kroen er beliggende på Klemens Storegade 12, 3782 Klemensker.

Der har formentlig ligger en kro på adressen i flere hundrede år, men den nuværende bygning er opført i 1900 og ombygget i 1951.

Grundarealet er på 15.308 kvadratmeter.

Det bebyggede areal er på samlet 1.001 kvadratmeter, hvoraf 874 kvadratmeter er erhvervslokaler, og 127 kvadratmeter er en lejlighed, der kan bruges til beboelse eller udlejning.

Desuden har kroen en del jord ned mod Præstemose og bokse til opstaldning af heste.

Den offentlige ejendomsvurdering lyder på 1,7 mio. kroner.

Kroen har energimærke G, og sælges for 498.000 kroner.