Selvom nyheden om grænseåbningen er et skridt i den rigtige retning, kan kravet om seks dages ophold spænde ben for dele af branchen, vurderer Pernille Kofod Lydolph, direktør for Destination Bornholm. Foto: Jacob Jepsen

Destination Bornholm: Besværlig rejse stiller Bornholm ringere

TRAFIK

Lang kø i sigte for at krydse Øresundsbroen i retning mod Danmark i pinsen – og hvordan er det egentlig: Er danskere fra det øvrige land overhovedet velkomne til at rejse gennem Sverige og til Bornholm?

Som det fremgår af artiklen i linket nedenfor er der to forhold, som kan tænkes at spænde ben for, at turister har lyst til at tage til Bornholm i den nuværende situation.

Og det synes direktøren i Destination Bornholm, Pernille Kofod Lydolph, ikke er i orden.

– Alt andet lige er kø ved broen et minus, som gør rejsen en smule mere bøvlet, siger hun.

– Og den kan endda blive ret bøvlet, hvis det skal tage så lang tid at krydse Øresundsbroen, som vi så det i Kristi himmelfartsferien. Og det er klart, at er det besværligt for en dansker at rejse til og fra Bornholm, så stiller det alt andet lige Bornholm ringere end resten af landet, hvor det foregår relativt problemfrit. Og det er grundlæggende set ikke i orden. Der skal ikke være forskel på Bornholm kontra andre landsdele, og derfor er der også behov for, at kontrollen på broen foretages smidigt og nemt.

Men ifølge politiet er der ikke noget at gøre, for der er kun seks spor til kontrollen?

– Nu er det jo ikke op til mig at pege på løsningen, det er politikerne og politiet, der skal det, men jeg synes, det er et grundlæggende problem, hvis der ikke sker noget.

Der er dog fra regeringens side lagt op til en ny udmelding om rejseregler den 29. maj, og det ser Pernille Kofod Lydolph frem til.

– Vi håber, der kommer en smidigere håndtering af det, siger hun.

Er du tryg ved, at folk ude i landet er bevidste om, at man ikke nødvendigvis skal i karantæne, fordi man har besøgt Bornholm og er kørt gennem Sverige?

– Ja, i et eller andet omfang, men så sent som i går så vi på nettet nogle artikler på forskellige medier, som gav anledning til, at rigtig mange overnatningssteder og også os selv blev kontaktet af gæster, som stillede spørgsmål i forhold til, om de egentlig må tage til Bornholm. Så det er klart, at hvis vi ikke er meget præcise både nationalt og lokalt om, hvordan man skal forholde sig, så er det svært.

– Og alt andet lige kan jeg sige, at omtalen i går har gjort, at vi vælger at forlænge noget af den markedsføring, vi har kørt, om at man gerne må rejse gennem Sverige til Bornholm. Det ser vi et behov for. Det er klart, at når nationale medier ikke er præcise om, hvordan det forholder sig, giver det en afsmittende negativ effekt. Derfor laver vi nogle præciseringer, siger Pernille Kofod Lydolph.