Foto: Berit Hvassum

Bisonskoven er med i ny safariguide fra Naturstyrelsen

Vilde heste, havørne, spættede sæler, kronhjorte og bisoner. De er ifølge Naturstyrelsen Danmarks svar på “the big five”.

Udtrykket stammer fra Afrika, hvor “the big five” udgøres af elefanten, næsehornet, bøflen, løven og leoparden, men i en ny guide opfordrer Naturstyrelsen til at opsøge steder i Danmark, hvor man kan tage på safari og se de vilde danske dyr.

Og når det handler om bison, skal man til Bornholm, lyder det i guiden.

– På Bornholm kan du være heldig at møde et stort pattedyr med et gevaldigt korpus. Den europæiske bison blev i 2012 genudsat i Almindingen som forsøg på at skabe en mere mangfoldig natur.  Med deres græsning, gnav, rumsteren og tramp skaber bisonerne en helt særlig dynamik i skovens planter, træer og jordbund, skriver Naturstyrelsen.

Du kan finde Naturstyrelsens guide til “the big five” i Danmark her.