Peter Kofoed skrev muntre breve til sin søster Dagny Kofoed for 100 år siden. Brevene tegner et tydeligt billede af de dengang unge mennesker.

Peter Kofoeds fornemmelse for breve

SLÆGTSFORSKNING

Peter Kofoed fra Østermarie arbejdede som møllersvend på Gadeby Mølle i Bodilsker og skrev muntre breve til sin søster Dagny Kofoed for 100 år siden.

 

Gadeby Mølle omkring 1900. Foto H.P. Jacobsen. Tilhører Nexø Museum

Gadeby Mølle blev opført som en hollandsk mølle omkring 1865 i Bodilsker. Den lå på Rønnevej – lige ved den gamle brugsforening. Her arbejdede min mormors bror Peter Viggo Kofoed som møllersvend fra cirka 1918 til 1921. Han var heldigvis en flittig brevskriver, og selvom jeg aldrig har mødt hverken min granonkel Peter eller min mormor Dagny (Hun døde desværre allerede som 59-årig i 1961), så får jeg et tydeligt billede af dem som unge mennesker fra den ramponerede bolchekasse fyldt med breve, som jeg har arvet.

18-årige Peter har det rigtig godt på møllen. Det skinner tydeligt igennem hans breve til sin to år yngre søster Dagny. Kort tid efter, han er begyndt som møllersvend, skriver han den 15. december 1918:

”Jeg har det ellers saa godt, som jeg ikke har haft det før. Møller Jensen er godheden selv, og fruen siger ikke noget til mig. Jensen siger vi far til, og fruen kalder vi mor. Det er akkurat, som om man er hjemme i Aaløse. Her er en pige og saa en dreng paa fjorten aar foruden mig. Naar det er stille vejr, saa ligger jeg til klokken halvotte, saa staar jeg op og spiser frokost.”

Gennem brevene får man også en god beskrivelse af jobbet, der veksler fra at skulle op om natten, når der er god vind i møllevingerne og andre dage, hvor der laves gryn, som åbenbart er et meget roligt arbejde.

Peter er tydeligvis storebror og skriver tit, at hans lillesøster bør få sig en kæreste eller noget, der ligner. Det driller han hende meget med: ”Du skulde alligevel, som jeg har sagt det til dig se at faa en lille kavaler, som kunde komme imod dig, naar du skulde gaa hjem. Der er jo for eksempel Ejnar Larsen, det er jo en stor kraftig mand. Ham kunde du jo give en albue en aften og spørge, om han ikke vilde komme imod dig, naar du kommer hjemmefra.”

Bolchekassen er fyldt med breve, som Dorte Kofoed har arvet.

Det er dog ikke helt nemt for Dagny, for da han hører om en mulig kavaler fra Østerlars, skriver Peter:

”Naa du har en lille ven paa Østerlars Brugsforening. Ja du kan bare vente til jeg ser ham, så gaar jeg på ham med krum hals og opløftet hale og hakker skægget af ham (vel at mærke, hvis han har noget) derpaa vil jeg holde flyttegilde på ham og flytte hans bagdel op i hans aasyn. Naa, hvad siger du saa til det.”

Gennem brevene får man også en klar fornemmelse af, at de unge mennesker er glade for at drille hinanden og for en god fest. Efter en vældig fest i april 1920 skriver Peter til Dagny:

”Ja, det var en dejlig aften eller rettere nat, vi havde. Jeg skal hilse jer baade Anna og dig fra Jens Knudsen og sige Tak for sidst. Han syntes ogsaa, at det var den bedste aften han havde haft paa mange tider. Du kan tro, at vi blev overraskede, da vi kørte hjem. Føj for pokker, det var en nederdrægtig tur. Da vi kom hjem var klokken mest fem og Jens skulde op til den tid, saa han fik nok ikke meget sovet. Jeg gik til sengs og sov til klokken otte, saa stod jeg op og spiste frokost og saa sov jeg til klokken elleve, saa var jeg henne og snakke med Jens Knudsen. Ak, ja, jeg kunne ikke lade være med at le af ham, for han var saa rød i øjnene, og saa havde han saa ondt i sine ben, sagde han. Da vi kørte hjem, saa kørte han sig fast i en bunke pludder, og jeg kom lige bagefter og kunde ikke faa bremset og saa kørte jeg paa ham, saa jeg selv trillede af cyklen, saa skidtet stænkte om mig. Ja, I skulde ha set os, da vi kom til Bodilsker, vi var saa fulde af pludder, saa vi lignede alt andet end mennesker. Jeg er sikker paa, at hvis vi havde mødt nogen, havde vi forfærdet dem, for vi smøgede benklæderne op lige saa langt vi omtrent kunde, ogsaa lod vi det bare stænke til. Jeg var vaad lige til skindet, da jeg kom hjem, og det havde nok ikke gaaet Jens bedre. Hvordan har det mon gaaet Emilie og Niels Peter. Det har vel været en slem tur at trække til Maglegaard. Men jeg saa, at han glinsede af kærlighed, akkurat ligesom en tudse paa et stengærde, og naar kærligheden brænder ligesaa voldsomt som skoldt vand ned af ryggen, saa gaar det nok med det.”

Peter og Dagny havde et tæt søskendeforhold.

Dagny og Peter virker til at have et tæt bror- og søsterforhold, men i et af brevene fra 1923 er tonen skærpet fra Peters side, og der er ingen ”kærlig hilsen” i slutningen af brevet. Det handler om penge:

”Jeg vil blot lige skrive til dig for at meddele dig, at bilturen vil koste dig 1,25 kr. hvilket jeg haaber, at du snart vil betale mig, thi naar du kom med, så antager jeg ogsaa, at du havde saa du kunde betale for dig, for jeg kan ikke blive ved med at lægge penge ud til mine søskende, hvilket du jo ogsaa med lethed vil forstaa, derfor antager jeg, at du sender i hvert tilfælde 1,25 kr. saa vi kan faa den sag bragt ud af verden. Du forstaar jo nok, at jeg gerne vil have mine penge igen. Med venlig hilsen Peter.”

Om Peter nogensinde fik sine penge igen, ved jeg ikke. Jeg tror, de havde god kontakt med hinanden de unge år, men de mistede kontakten mere og mere og blev nok optagede af ægtefæller, børn og arbejde i tiden, der forsvandt.

Peter blev gift med Eva Markussen og bosatte sig i Lillerød på Sjælland, mens Dagny blev gift med min morfar Harald Thedor Thorsen og bosatte sig i Lobbæk, hvor de var skræddere. Jeg har i dag kontakt med Peters barnebarn, min grandkusine Susan Jorgensen Fenwick, som bor i Michigan. Men det er en god historie, som jeg skal fortælle en anden gang.

Kilder: Min mormor Dagny Kofoeds breve og Bornholmernes historie.

 

 

Dorte Kofoed affotograferer brevene med sin ipad, inden hun skriver dem ind.

Sådan passer du godt på dine gamle breve

Min mormors breve og julekort er over 100 år gamle, og det betyder selvfølgelig, at brevene har set bedre dage. Nogle er med blyantskrift, som er ved at forsvinde fra linjerne, og andre er krøllede på midten og svære at læse. For mig er de en værdifuld skat på højde med ganske få affektionsgenstande fra mit hjem.

Gamle breve er et fantastisk brugbart element i slægtsforskning. Afsenderen med sin personlige håndskrift er altid tydeligt til stede – også selvom man måske aldrig har mødt vedkommende. Brevene er den måde, hvor jeg har haft mulighed for at lære min mormor, hendes søskende og hendes veninder bedre at kende. Hun har inviteret mig ind i sin verden på en måde, som hun nok ikke havde tænkt, da hun lagde dem i bolchekassen og gemte dem væk.

Brevene er guld værd, når man skal finde fakta om sin familie. Her har jeg for eksempel mulighed for at finde adresser på de steder, hvor min mormor har tjent, og hvor ungdomslivet har udspillet sig på St. Ølegaard i Østermarie, hos bagermester Christoffersen i Gudhjem og Aagesens Bogtrykkeri i Aakirkeby.

I lang tid lå brevene dog i den gamle bolchekasse af pap, før jeg indså, at jeg hellere måtte opbevare dem på en mere sikker måde, hvis de også skulle gemmes til eftertiden. Det er muntert at tænke sig, at mine nevøers og niecers børn er tipoldebørn til min mormor. En dag vil de måske læse brevene og forundres over, hvordan tiden før messenger og snapchat udspillede sig. Ligesom god rødvin bliver brevene bedre for årene, der går.

Jeg har i dag valgt at sætte brevene i plastikchartek i ringbind for at passe godt på dem, og så er jeg i gang med at skrive dem alle ind, så alle i familien kan få glæde af at læse dem. Hvis ulykken skulle ske og brevene går tabt under flytning, så er de også mere sikre på denne måde, når de er skrevet ind. Jeg har læst mig til, at man også kan købe arkivkuverter, omslag og meget andet hos museumstjenesten.com, men jeg har ikke selv prøvet det.

Nogle af brevene har været svære at læse – selv med læsebriller – og her har jeg fundet ud af mit eget lille system, som fungerer fremragende. Jeg affotograferer brevene med min ipad, og så kan jeg forstørre dem op, når jeg skriver dem ind på computeren ved siden af. Min mor på 85 år har været meget glad for, at jeg har skrevet dem ind, for nu kan hun nemt læse dem, og hun har fortalt mig, at når hun læser dem, så giver det hende en følelse at sidde sammen med sine gamle mostre og onkler.

Ak ja. Breve kan virkelig noget. Gad vide om nogen vil læse vores mails om 100 år.

Passer du på dine forfædres breve. Har du en god historie, så skriv gerne til mig på: [email protected]

 

 

 

Forstå din egen familie bedre med slægtsforskning

Dorte Kofoed har slægtsforsket i sin bornholmske familie i cirka 10 år, men det har først taget fart de seneste par år. Det er den bedste hobby, som hun nogensinde har haft, og når man nu ikke kan finde ud af at strikke, så er dette et glimrende alternativ til at glemme tid og sted, når man tager en tur med tidsmaskinen. Det har givet hende fantastiske oplevelser, hvor hun har besøgt sine slægtninge i Utah i USA, set den gamle træhytte, som hendes tip-tipoldefar levede i, da han emigrerede fra Arnager i 1882, har fået venskaber og slægtninge flere steder i verden og har oplevet en stor glæde ved de mange gamle gåder, som ligger og ulmer i slægterne, hvor skæbnerne fletter sig sammen på godt og ondt. Hun vil her i serien ”Forstå din egen familie bedre med slægtsforskning” dele ud af sine egne personlige historier og give tips og tricks til at slægtsforske. Kontakt hende gerne med spørgsmål og gode råd på: [email protected]