Viceborgmester Morten Riis (Ø). Foto: Jens-Erik Larsen

Morten Riis om ny ledelse: Jeg kan ikke se nogen gevinst for Bornholm. Nærmere tværtimod

På Bornholm vækker beslutningen om, at Københavns Professionshøjskole har valgt at nedlægge stillingen som uddannelsesleder på Bornholm undren.

I går fortalte Annegrete Juul, der er dekan på det pædagogiske og samfundsfaglige fakultet på Københavns Professionshøjskole, at den nye organisering, der har kostet Andreas Grosbøll jobbet som uddannelsesleder, skal sikre kvaliteten af uddannelserne på Bornholm, men udmeldingen vækker undren hos viceborgmester Morten Riis (Ø), der er formand børne- og ungeudvalget i Bornholms Regionskommune.

Morten Riis forstår ikke argumentet om, at man sikrer kvaliteten på uddannelserne på Bornholm ved at centralisere ledelsen af dem i København.

– Jeg kan umiddelbart ikke se, at der skulle være nogen gevinst i det her for Bornholm. Nærmere tværtimod. Jeg tænker, at det må give dårligere forudsætninger for at lede uddannelserne, når man flytter ledelsen væk herfra, og jeg tror, det bliver sværere for dem at orientere sig om de udfordringer, der kan være på uddannelserne her på Bornholm, når ledelsen sidder i København. Det er jo suverænt Københavns Professionshøjskole, der træffer beslutninger om omstruktureringer på uddannelserne, så det har de jo lov til at gøre, men jeg forstår ikke beslutningen, siger Morten Riis.

Han fortæller, at der har været et godt samarbejde mellem kommunen og pædagog- og læreruddannelsen med blandt andet projekter om at forbedre chanceligheden for børn på Bornholm. Han regner med, samarbejdet om projekter af den art fortsætter, selvom ledelsen af uddannelserne fremover vil være i København.