'Det gør simpelthen ondt'

'Det gør simpelthen ondt'
Sognepræst Per Munch glæder sig til, at der igen bliver mere trængsel i Ny Kirke. Arkivfoto: Jens-Erik Larsen
| ABONNENT | 27. MAJ 2020 • 09:56
Af:
holger-larsen
| ABONNENT
27. MAJ 2020 • 09:56
NYKER

– Det gør simpelthen ondt. For det er imod den måde, vi altid har kørt det på. I alle de år, jeg har været her, har jeg sagt, at vi har plads til alle, og vi afviser ingen, siger Per Munch, sognepræst i Nyker.

På grund af sundhedsmyndighedernes retningslinjer må der maksimalt være 20 personer til gudstjeneste i den lille Ny Kirke, og man beder derfor menigheden om tilmelding, således at man ikke kommer til at køre forgæves. Da man genåbnede Kristi himmelfartsdag, var det med to gudstjenester.

– Vi prøver os frem i første omgang med to gudstjenester, og så ser vi hvad der sker, for det kan godt være, at antallet af kirkegængere er væsentlig lavere i en periode på grund af restriktioner, og de spontane kirkegængere kommer ikke. Hvis der er flere, der ønsker at være med, holder vi bare ekstra gudstjeneste en eftermiddag for eksempel. Men der er vi slet ikke henne, siger Per Munch.

Kirkegængerne vælger ikke selv deres plads, men får anvist en plads, så man sikrer, at der er to meters afstand.

Stadig plads til alle

– Vi vil gøre det så nemt, venligt og imødekommende som muligt ud fra den holdning, at der stadig skal være plads til alle, og at vi afviser ingen. Der har været pænt med folk, men nogle holder sig givetvis lidt tilbage, og så er der en del ældre og udsatte grupper, som ikke må møde op, siger Per Munch.

– Jeg er glad for, at vi kunne åbne kirkerne igen. Men det med, at man skal være så få i kirken som nu, og at man skal tilmelde sig, det er en svær sag. Jeg er vant til at prædike i en kirke, hvor man bare drysser ind, og så ser vi hvem der kommer i dag. Og så pludselig sidder der ikke flere end 20 personer i kirkerummet. Det er en udfordring. Men den tager vi, for hellere prøve i det små at bygge det op, hjælpe hinanden og være opmærksomme overfor dem, der ikke kan komme. Jeg tænker meget på dem, der ikke kan komme. Vi må ikke tage hjem til dem, så det handler om den gammeldags telefon, og man kan få meget godt ud af at snakke med hinanden, siger Per Munch.

– Vi holder lidt kortere gudstjenester, og det er med nadver, så det ligner en "rigtig gudstjeneste" mest muligt. Vi prøver af få kirkerummet til at se så almindeligt ud som muligt, så fokus er mest muligt på, hvad vi samles om og ikke på, hvad vi ikke må. Lige så snart jeg kommer i gang med gudstjenesten, ser jeg ikke på de tomme stole, men på de mennesker, der er der.

Ældre er på nettet

Sognepræsten har været glad for muligheden for at holde gudstjeneste over nettet, og mange andre præster og kirker har budt ind.

– Jeg ved også, at flere af af de ældre har forsynet sig med at lytte til og se gudstjenester. Mange af dem er mere online, end vi tror, siger han.

– Men meningen med kirke er, at man kommer sammen, det er fællesskabet. Man snakker før gudstjenesten, så er der gudstjeneste, og så snakker man sammen igen bagefter, og det er min erfaring, at de samtaler efter gudstjenesten ofte er en gudstjeneste i sig selv. Jeg siger derfor med et glimt i øjet, at vi har flere end 100 præster i Nyker. Der er så mange, der efter en gudstjeneste er præster for hinanden. Det kan vi ikke rigtig lige nu. Man mangler også det at kunne gå og lave lidt sjov med hinanden. Vi har et fællesskab, men det er lidt amputeret, og det er først i det øjeblik, at vi har alle med, at jeg er rigtig glad, slutter Per Munch.