Arkivfoto: Berit Hvassum

Efterspørgslen er kommet bag på dem: ‘Så meget provins er Bornholm trods alt heller ikke’

Café Momo i Store Torvegade i Rønne er sat til salg, to år efter holdet af samfundsbevidste iværksættere, som ville øge rønneboernes bevidsthed om værdien af lokalt producerede varer, slog dørene op.

I begyndelsen havde cafeen tre ejere, Morten Søfting, Lily Collé og Simon Sandbye. Sidstnævnte trådte ud undervejs, og de seneste måneder har cafeen været ejet og drevet som et arbejdskollektiv af en god håndfuld ildsjæle, der serverede mad og drikkevarer sideløbende med, at de passede andre job. Travlhed i deres hovedjob som blandt andet yogastudie-indehaver, kunsthåndværker, pædagog og illustrator har tæret på overskuddet til at drive café, fortæller Morten Søfting.

– Vi har lige måttet kigge hinanden dybt i øjnene og sige, hvad er egentlig vores prioriteter. Vi prøvede at strukturere det og få enderne til at mødes, for det er både en god idé og et fedt mødested. Men det er svært at få til at hænge sammen med vores andre interesser, så vi besluttede, at hvis nogen har lyst til at købe det, vil det faktisk være det bedste, siger Morten Søfting.

Man kan se Momo som et to år langt eksperiment med plantebaseret mad og lokalt producerede fødevarer. Hvordan vil du evaluere jeres tid?

– Det med de lokale fødevarer er i den grad kommet på dagsordnen, og vi er overhovedet ikke de eneste længere, der tænker i de baner. Stort set alle restauranter, der åbner nu, har det som deres profil, at det skal være lokalt. Det, synes jeg, er fedt. I forhold til det vegetariske er der faktisk gået lidt bedre, end jeg havde forventet. Så meget provins er Bornholm trods alt heller ikke. Jeg synes, der har været en god interesse, og mange mennesker har støttet op om det, så forretningsmodellen er egentlig solid nok. Det er bare vores engagement, der ikke helt kan modsvare det, der skal til, for at man kunne drive en café succesfuldt. Det er jeg overbevist om, siger Morten Søfting.

På grund af det svingende engagement har Café Momo i perioder tilbudt kunderne ret uregelmæssige åbningstider. Det har ikke gavnet forretningen, må Morten Søfting sande.

– Sådan opererer andre mennesker bare ikke. De gider ikke komme til en lukket dør to gange i træk, for så bliver de væk. Det har været vores store problem at balancere åbningstiderne med vores privatliv. Enten skal man gøre det fuldt ud, eller også skal man ikke – det har været en del af læren.

Café Momo er sat til salg i lejede lokaler, men arbejdskollektivet, der driver den anderledes restaurant, fortsætter med at holde åbent, indtil en køber melder sig. Foto: Jens-Erik Larsen

En mavepuster

Fra begyndelsen af 2020 blev cafeens koncept ændret lidt – til et mindre menukort og større fokus på debatarrangementer om samfundsforhold. Morten Søfting forklarer, at coronanedlukningen standsede Momo-holdets momentum og ramte lidt som en mavepuster.

Selv om caféen er sat til salg, fortsætter arbejdskollektivet med at lave grønne retter i køkkenet. Sommeren og større tilstrømning af cafégæster er på vej, og Morten Søfting anerkender, at det ville være som ”at skyde sig selv i foden” at lukke cafeen, nu hvor der er penge at tjene. Momo har – som de fleste andre restauranter – siden i fredags serveret mad i restauranten.

Restauranten er foreløbigt sat til salg de næste par måneder, fortæller Morten Søfting. Han tror på, at Momo-folkenes grundtanker om lokale råvarer, bæredygtighed og mindre kød kan blomstre under nye indehavere med den retning, verden bevæger sig.

– Vi har været lidt forud, men jeg tror bestemt, at den udvikling, der er sket de seneste to år, bare vil fortsætte – også selv om der ikke skulle være andre, der har lyst til at tage faklen op.