Strand skal reddes fra spildevandsudslip

Strand skal reddes fra spildevandsudslip
Kæmpestranden ved Nordbornholms Røgeri i Allinge får i kraftig regn beøg af byens spildevand. Men det skal der nu gøres noget ved. Foto: Jens-Erik Larsen
| ABONNENT | 26. MAJ 2020 • 11:30
Af:
niels-ebdrup
| ABONNENT
26. MAJ 2020 • 11:30
RENOVERING

Der bliver nu mindre risiko for, at børn og hunde boltrer sig i spildevand, når de bader på Kæmpestranden i Allinge. Bornholms Energi og Forsyning er i færd med at renovere strandens gamle spildevandsledning, der ved kraftig regn bliver så fuld, at dens dæksler springer op og potentielt ulækkert vand flyder ud og ligger sig i vandkanten.

– Prioriteringen er ret hård, fortæller Kasper Juel-Berg, projektansvarlig hos Bornholms Energi og Forsyning.

– Det vigtigste ved et spildevandssystem er, at borgerne ikke får kontakt med spildevandet. Det skal aldrig være i kældre, i husstande, på veje eller strande. Så man vil hellere have spildevandet ud i havet end langs stranden, hvor folk befinder sig. Vi gør nu den gamle spildevandsledning større, fordi den mildt sagt var uhensigtsmæssigt lavet. Der kom nogle gange fælleskloakvand – blandet regn og spildevand – ud langs strandbredden, hvor børn og hunde bader.

Stort tryk i regnvejr

Spildevandet kommer blandt andet fra Allinges huse, og det bliver ledt ud ved Kæmpestranden efter at have været udsat for såkaldt mekanisk rensning. Det er således blevet renset for fedt og store partikler via et såkaldt tromlefilter.

Normalt bliver spildevandet ledt ud i havet for enden af ledningen. Men Allinges kloaksystem er sådan indrettet, at ledningen på Kæmpestranden også skal føre regnvandet fra en del af byens regnriste ud i Østersøen. Så når det regner, kommer der et meget stort tryk på netop Kæmpestrandens spildevandsrør. Det er derfor, dæksler ved røret kan springe op under kraftig regn.

– Når det regner meget, har kloakkerne ikke plads til blandingen af regnvand og spildevand, og så er det, vi ser eksempler på, at det ender inde i strandkanten.

– Men nu bliver det lavet afløbsmæssigt ordentligt. Røret havde bøjninger og dimensioneringer, der ikke var hensigtsmæssige, hvis vandet skulle løbe ordentligt, fortæller Kasper Juel-Berg.


Første tiltag i et større arbejde

Den projektansvarlige understreger, at problemerne ikke er helt løst med renoveringen af spildevandsledningen.

– Det her er indgangen til et større arbejde med at få ledt spildevand væk fra byen. Vi gennemfører projektet på Kæmpestranden for at få tingene nogenlunde i orden, inden vi går videre med en større spildevandsplan sammen med Bornholms Regionskommune. Vi skal blandt andet se på adskillelse af regnvand fra spildevand, afskæring af åløb fra kloaksystemet og udvidelse af rør, fortæller Kasper Juel-Berg.

Bornholms Energi og Forsyning forventer, at arbejdet med ledningen på stranden er færdigt i begyndelsen af juni.