Ny skoleleder kommer til Svaneke fra Ghana

Ny skoleleder kommer til Svaneke fra Ghana
Skolekoncert på Svaneke Friskole. Foto: Berit Hvassum
| 25. MAJ 2020 • 08:48
Af:
tommy-kaas

25. MAJ 2020 • 08:48
Svaneke Friskole har ansat 46-årige Lasse Dalén Andersen som ny skoleleder. Den nye skoleleder kommer med en solid ledelsesmæssig baggrund senest som skoleleder af en teknisk skole i Ghana, og et mangeårigt virke som skoleleder og lærer.

Det oplyser bestyrelsesformand Nicolai Munk Pedersen i en pressemeddelelse.

– Det allerede stærke bånd mellem Svaneke by og friskolen skal udvikles og udvides. Friskolens mål er at gøre Svaneke til et endnu bedre sted bo, leve, samt at få nye driftige familier til byen både fra Bornholm og ovre fra, lyder det fra skolen.

– Vejen ind i byen går gennem skolen, og det skal vi leve op til, således at vi er forældrenes valg og ikke fravalg af skole, siger Lasse Dalén Andersen ifølge pressemeddelelsen.

Privat er Lasse Dalén Andersen gift og  flytter til Bornholm i forbindelse med sit nye job, oplyser Svaneke Friskole. Den nye skoleleder har første arbejdsdag den 1. juni.