Gudhjem Museum åbner med dobbelt udstilling

Gudhjem Museum åbner med dobbelt udstilling
Gudhjem Museum. Arkivfoto: Berit Hvassum.
| 25. MAJ 2020 • 14:35

25. MAJ 2020 • 14:35
Efter aflysningerne af både Textilmessen og Kunstrunden grundet corona melder Gudhjem Museum nu klar til at åbne igen. Det gør de med ikke mindre end en dobbeltudstilling den 13. juni.

Den ene udstilling er udstillingen "Dokumentar", hvor tre lokale kunstnere, Anne Lass, Rune Schytte og Johnny Carlsen, på forskellig vis skildrer, hvordan enkelte individers fodaftryk i et samlet hele udgør en beretning til eftertiden. Den anden udstilling er udstillingen "Nordiske Refleksioner", hvor den bornholmsk fødte kunstner Claus Lind med sine værker reflekterer over rejser i de tidligere danske kolonier Island og Færøerne.

Ifølge museet kommer genåbningen ikke til at foregå som normalt med festlig fernisering, gratis adgang og beværtning.

Den 13. juni bliver en almindelig åbningsdag. Der vil heller ikke være åbent alle ugens dage, men kun torsdag til søndag fra klokken 13 til 17 frem til den 26. juli. Gudhjem Museum understreger, at de følger myndighedernes retningslinjer i forhold til afstand og rengøring, så alle kan føle sig trygge ved at komme og se udstillingerne. Der vil være glas mellem museets gæster og billettørerne, og museet sørger for, at ind- og udgang fra museet ikke bliver gennem samme dør. Første sal bliver afspærret, og museet lukker kun det tilladte antal besøgende ind. Betaling kan kun foregå med kort eller mobilepay, og publikum vil blive opfordret til at holde afstand.