ERHVERV
Ole Kofod, ejer af og direktør for entreprenørvirksomheden Futurae, som gik konkurs for en måned siden, har købt alle anlægsaktiver af konkursboet.
– Jeg ved, hvad konkursboet indeholder, og så har jeg ikke lyst til, at det skal købes for ingen penge, siger Ole Kofod, der i næste sætning fastslår:
– Jeg skal ikke starte en entreprenør- eller byggevirksomhed op en gang til.
Anlægsaktiverne dækker blandt andet over virksomhedens biler og maskiner, diverse materiel, kontorinventar med videre.
Ole Kofod oplyser, at han vil sætte anlægsaktiverne til salg.
Kontorhotel
Futuraes hovedkvarter i Bymarken indgår ikke i konkursboet. Byggeriet, som blev indviet i 2016, ejes personligt af Ole Kofod. Han oplyser, at planen nu går ud på, at det kan blive en slags kontorhotel, hvor for eksempel mindre firmaer med behov for kontorfaciliteter kan leje sig ind.
Ole Kofod har ikke yderligere kommentarer til konkursen, ud over dem, han kom med i pressemeddelelsen. Men har konkursen lagt et låg på hans lyst til fortsat at være iværksætter?
– Der er ikke ret mange, der tror på, at jeg ikke vil finde på noget...
– Jeg har haft så lange arbejdsdage i mange år, at jeg nu skal have en hverdag med ikke helt så mange arbejdstimer som tidligere. Jeg fylder 67 i år. Men jeg elsker at have noget at lave, så det skal jeg nok fortsætte med på en eller anden måde. Men jeg kan ikke forestille mig, at det bliver med nye virksomheder.
– Nu skal jeg have ryddet op og have overblik over tingene, siger Ole Kofod.
Flere var interesserede
Advokat Peter Vang, kurator for konkursboet, glæder sig over at have solgt alle anlægsaktiver samlet.
– Vi ville gerne sælge det samlet, og det er lykkedes, og tilbuddet er godkendt af panthaver, siger Peter Vang.
Kurator oplyser, at der er blevet forhandlet med flere, og at konkursboet har fået flere tilbud.
Hvad betyder det for mulighederne for at kunne tilgodese kreditorer?
– Det er væsentligt, men ikke afgørende. Men det er lidt vanskeligt at sige, hvad det kommer til at betyde. Vi har stadig meget arbejde foran os, men nu hvor det meste er solgt, er der lidt mere ro på. Der har været en del akutte ting, vi skulle tage os af. Der var for eksempel huller, der skulle lukkes, så folk ikke faldt i udgravninger, og vi skulle hjælpe medarbejdere videre i forhold til Lønmodtagernes Garantifond, siger Peter Vang, der glæder sig over, at det er lykkedes mange at finde nyt arbejde.
Nu handler det blandt andet om, hvordan bygherrer kan komme videre med igangværende entrepriser.