Avis kaster sin kærlighed på Bornholm med 10 hele sider

Avis kaster sin kærlighed på Bornholm med 10 hele sider
Foto: Berit Hvassum
| 24. MAJ 2020 • 16:46
Af:
torben-oestergaard-moeller

24. MAJ 2020 • 16:46
Hammershus, Christiansø, Kalas Is, Dueodde, Helligdomsklipperne, Bornholm På Hjul (Jan Gildams foodtruck), Melstedgaard Frilufts- og Landbrugsmuseum (Gaarden), bisoner i Almindingen, restaurant Det Røde Pakhus, Stavehøl Vandfald ...

Sådan lister dagbladet Politiken i sin søndagsudgave "10 fristelser på Bornholm" op.

Det sker i avisens rejsetillæg, som har "Fokus på Bornholm" og bringer intet mindre end 10 hele sider om denne Danmarks østligste forpost.

Politikens rejse og ophold var betalt af Destination Bornholm, og artiklerne fortæller om både kendte og mindre kendte oplevelser, som gæsterne bør unde sig selv.

Hver uge præmieres en læser, som har fulgt opfordringen om at sende et godt tip til Politikens rejseredaktion, og i denne søndagsudgave vinder Dorte Kofoed en bog, "Turen går til ...", for dette tip:

"Tag dog til Arnager

Alle valfarter til Gudhjem og spiser kæmpe isvafler eller køber smuk glaskunst i Svaneke. Men i år, hvor Bornholm spås at få horder af turister på grund af coronaen, er der god grund til at sprede sig og se noget andet. Tag dog til Arnager og gå en tur i de gamle gader. Her er ikke en masse turistgøgl, men en autentisk stemning fra tider, da fiskerne levede et nøjsomt liv. Gå også en tur på Nordeuropas længste træbro over havvand, som det er lykkedes ihærdige arnagerboere, fonde og andre at rejse penge til, så den næsten 150 år gamle bro kunne istandsættes sidste år".