Jazzfestivalen er aflyst for første gang nogensinde

Jazzfestivalen er aflyst for første gang nogensinde
Der plejer at blive blæst igennem til Allinge Jazz & Musikfestival i uge 28. Men i år bliver der for første gang siden festivalens tilblivelse ingen hornmusik i Allinge. Arkivfoto: Allan Rieck
| ABONNENT | 22. MAJ 2020 • 09:25
Af:
laust jordal
| ABONNENT
22. MAJ 2020 • 09:25
ALLINGE

For første gang i over 20 år bliver der ikke spillet jazz på havnen i Allinge til sommer. Allinge Jazz & Musikfestival plejer at løbe af stablen hvert år i uge 28 til glæde for både turister og lokale, men på grund af coronakrisen bliver festivalen aflyst i år.

Det fortæller Thomas Augustssen, der er formand for foreningen Aktivitetsgruppe Allinge, der de seneste tre år har stået for at arrangere musikfestivalen. Han peger på usikkerhed i økonomien og usikkerhed med hensyn til tilladelser fra kommunen som den afgørende faktor for, at den traditionsrige jazzfestival ikke bliver afholdt i år.

– Vi ved ikke, om vi kan få det til at hænge sammen økonomisk. Aktivitetsgruppen har i sig selv ikke nogle penge andet end medlemskontingenter, så vi er afhængige af det lokale erhvervsliv og sponsorater, siger Thomas Augustssen.

Noget af det, der gør det svært lige nu er, at mange butikker ifølge Thomas Augustssen normalt først åbner til Folkemødet, men i og med at det også er aflyst i år, må de vente til senere på sæsonen med at åbne, og dermed går de glip af den indtægt, der skulle have hjulpet til at finansiere musikfestivalen. Når butikkerne er økonomisk pressede, er det svært for dem at finde penge til at skyde i festivalen.
 

Jazz i Allinge

Allinge har haft en jazzfestival siden 1999, da foreningen Allinge Jazz Venner tog initiativ til at krydre sommerferien i Allinge med jazzede toner. Siden da har der hvert år været afholdt koncerter på skiftende steder i Allinge by og på Nordlandet i uge 28. Allinge Jazzvenner har under skiftende formænd og bestyrelser drevet festivallen helt frem til 2018, hvor det i foråret så ud til, at det skulle være slut med jazzfestivallen. Allinge Jazz Venner besluttede nemlig efter flere måneders intern turbulens i bestyrelsen at nedlægge sig selv, og dermed var der ikke lagt an til en festival den kommende sommer. Heldigvis stod en gruppe af byens erhvervsdrivende klar til at til sætte en redningsaktion i gang, og kort tid efter stiftede de erhvervsdrivende den nye forening Aktivitetsguppe Allinge. Det er den forening, der nu har kørt festivallen i to somre, men som altså nu må udskyde denne sommers festival til næste år.

 

Mister turisterne

Det har desuden været svært for foreningen få tilsagn fra kommunen til at man må låne havnen til at afholde programmets koncerter.

– Kommunen har ikke vendt tilbage på vores hendvendelse, og vi har heller ikke kunnet få en udmelding fra politiet om, hvad vi må og ikke må. Så vi ved ikke noget endnu, og der er ikke så lang tid til at festivalen skulle have været afholdt. Det kan være, kommunen har svært ved at give tilladelse, fordi de ikke ved, hvad man må til den tid, fortæller Thomas Augustssen.

Han er nu gået i gang med det kedelige arbejde at ringe rundt til de 12 forskellige kunstnere og bands, der var booket til årets festival, der i alt skulle have spillet 19 koncerter hen over festivalens fem dage.

– Vi tilbyder kunstnerne, at vi kan rykke dem til festivalen næste år i stedet. Det hjælper også os, så vi allerede har noget på programmet, og ikke skal starte fra nul. Jeg har allerede lagt en del timer i at finde de forskellige bands, siger Thomas Augustssen, der ejer værtshuset Pilen, og i øvrigt har fået travlt i baren, efter at han kunne igen kunne åbne for gæster i mandags.

– Det er selvfølgelig ærgerligt. Både for Allinge og for Bornholm. Jo mere, der sker herovre, jo mere attraktivt er det for turisterne at komme. Så det betyder noget for hele Bornholm, at festivallen ikke bliver afholdt i år, siger formanden.