Mor til børn med støtte: Inklusionen fungerer ikke

– Støtten til børn med særlige behov i de almindelige vuggestuer, børnehaver og skoler er ikke tilstrækkelig, mener Selina Munch-Petersen, som er mor til to børn med særlige behov. Hun er bekymret for, om støtten vil blive dårligere, hvis politikerne nedlægger specialbørnehaven Mælkebøtten og flytter børn med særlige behov ud i en ny form for specialtilbud - eksempelvis i såkaldte ressourcehuse i tilknytning til almindelige børnehaver.

– Jeg har kendskab til flere børn med særlige behov, som jeg mener, burde have været i Mælkebøtten. Samtidig har jeg set, hvordan kvaliteten i normal-området har været dalende i forhold til, hvad kommunen tilbyder børn med særlige behov. Det gør mig ked af det af det og vred, fordi de børn kunne have haft en langt mere positiv fremtid, end de får, siger Selina Munch-Petersen.

Hun har selv en søn på nu 17 år, der er diagnosticeret med asperges syndrom og ADHD, samt en datter på ni år som er diagnosticeret med ADHD og epilepsi. De har begge gået i almindelig børnehave - med støtte - og senere på heldagsskolen, hvor hendes datter stadig går.

Massiv forskel

Selina Munch Petersen mener, at der på få år er skåret ned på den hjælp, børn med særlige behov kan få.

- Der er massiv stor forskel på, hvad børnene får i dag kontra, hvad de fik, da min søn var lille. Da min søn gik i børnehave, var der mange flere pædagoger i børnehaven end i dag, og man fik tildelt mere støtte. Han fik tildelt 15 timer støtte om ugen, hvor han så var ene om en støttepædagog, og hvor der skulle laves handleplaner for barnet.

Da hans lillesøster kom i børmehave og også fik bevilget støtte, så var der ikke noget som hed handleplan længere. I dag skal en støttepædagog være på flere børn, som ikke har de samme problematikker, og samtidig skal pædagogen på sin vis også fungere sammen med resten af børnehaven, er Selina Munch-Petersens oplevelse.

Dit barn er ikke i målgruppen

Hun mener også, at hendes datter burde have været i Mælkebøtten i stedet for i almindelig børnehave.

– Det var sådan til sidst, at hun kun kom i børnehaven, når der var støtte, fordi hun simpelthen ikke magtede at være der. Meget af tiden legede hun for sig selv eller sad oppe i et træ.

Prøvede du at få hende i Mælkebøtten?

– Jeg spurgte, og fik at vide, at hun ikke var i målgruppen.

Fik du at vide, hvem der er i målgruppen?

– Nej, det gjorde jeg ikke. Der bliver ikke visiteret børn derned.

Er det en vurdering fra din egen oplevelse?

– Både min egen oplevelse, og hvad jeg hører fra andre. Tidligere var det ikke dybt handicappede børn, der blev visiteret til Mælkebøtten, men også børn med autisme og ADHD. En mor, jeg kender, endte med, at hendes søn havde 30 timers støtte i børnehaven, men alligevel blev hun betalt for at have tabt arbejdsfortjeneste for at gå hjemme og passe ham, fordi han ikke magtede at gå i børnehave. Han er autist.

Havde hun søgt om at få sin søn i Mælkebøtten?

– Ja, og hun havde fået det samme svar, at han er ikke i målgruppen, siger Selina Munch-Petersen, der er uenig i vurderingen.

– De her børn har brug for en meget mere struktureret hverdag. De kan ikke de hurtige skift, men skal vide alting på forhånd for ikke at være utrygge og for at kunne udvikle sig.

Jeg føler, at Bornholms Regionskommune svigter børn med særlige behov, siger Selina Munch-Petersen. Hun mener at mange flere børn burde visiteres til Mælkebøtten.

Hvis der er flere børn, der burde være i Mælkebøtten, hvorfor er der så ikke flere forældre, der protesterer?

– Det er meget komplekst. Forældre kan være nervøse for at råbe op, men for det første er forældre, der har børn med de her diagnoser pressede, fordi det er afsindigt hårdt. Samtidig skal de få hverdagen til at fungere og prøve at bevare deres arbejde, fordi de måske ikke kan være der hele tiden, fordi barnet er hjemme ofte. Så skal de også kæmpe med kommunen. Nogle af de her forældre er ressourcesvage, og kan måske også have de samme problematikker som barnet. Det kræver utrolig meget banken i bordet at kræve sin ret. Det kræver, at man sætter sig ind i lovgivningen, og siger, jeg har ret til det her ifølge lovgivningen. Det kan være svært at læse op på en lovgivning, hvis man ikke har så meget skolegang. Så de forældre, der råber op, det er også dem, der er ressourcestærke, siger hun, der mener, problemet fortsætter op i skolen, hvis børnene ikke får den rigtige hjælp i børnehaven.


Også et problem i skolesystemet

Hun har kendskab til i hvert fald to børn, der er skoleværgende (ikke går i skole), som har gået i Mælkebøtten.

– Størstedelen af børnene, der kommer på heldagskolen, bliver jo først sluset ud i folkeskolen. Når folkeskolen så har spillet fallit, bliver de henvist og kommer på heldagsskolen, men så er de så ødelagte selvværdsmæssigt, så skolens opgave bliver at reparere de her børn, så der ikke er plads til læring.

Selina Munch-Petersen mener, at kommunen burde se på, hvordan det fungerer med specialbørn ude i almenmiljøet og på hvor mange børn, der reelt set er derude, som har behov for særlig hjælp.

Kan kommunen ikke have ret i, at der visiteres dem, der har behov?

– Nej, for hvordan kan det så være, at vi har en kommune, der vælger at betale forældre for tabt arbejdsfortjeneste for, at de kan gå hjemme og passe deres barn, fordi deres barn ikke kan være i børnehave eller skole? Så er der jo noget galt. Hvis det barn ikke kan være i børnehave, fordi der ikke er hjælp nok, hvordan kan man så sige, at det barn ikke har behov for et specialtilbud? spørger Selina Munch-Petersen.

Hun mener, at det er i alles interesse, at der visiteres flere børn til Mælkebøtten.

– Det skaber jo uro i de almindelige børnehuse, når man forsøger at inkludere for mange, fordi pædagogerne er nødt til at slukke ildebrande hele tiden. De er nødt til at være på de udadreagerende børn.

Ville det kunne lade sig gøre at rumme de her meget forskellige børn i normale børnehaver?

– Tanken er jo god, hvis der var ressourcer til det. Men jeg ved ikke, hvor de skal finde ressourcerne, hvis de ikke har dem nu. Jeg er ikke imod inklusion, hvis det bliver gjort på den rigtige måde, og hvor man kigger på hvert enkelt barn og ser på, om dette barn kan inkluderes. Men det er ikke sådan det fungerer i dag, hverken i dagtilbud eller skoler, mener hun.

– Jeg er bange for, at der vil blive tabt flere børn på gulvet, end der gør i dag, hvis vi flytter flere børn ud i almenområdet. Vi taber nok børn i forvejen, og så taber vi dem helt.

Det virker

Selina Munch-Petersen har også et eksempel på, at støtte på det rigtige tidspunkt virker:

– Min søn er på efterskole på andet år og søger nu ind på gymnasiet. Han har været heldig. Han har fået god støtte i børnehaven af en pædagog, som virkelig vidste, hvad hun havde med at gøre. Hun havde den viden og den ro, der skulle til.

Så han har fået den hjælp, han skulle have i børnehaven, og det er derfor, du sammenligner?

– Ja, jeg kan jo se forskellen på, hvordan min søn havde det, og hvordan min datter har det nu.