Fuglsang-Damgaard går på pension – her er hans afløser

Fuglsang-Damgaard går på pension – her er hans afløser
Den kommende chef for Det Bornholmske Hjemmeværn, Nicolai Abildgaard (tv), sammen med den afgående chef, Holger Fuglsang-Damgaard. Pressefoto
| 20. MAJ 2020 • 11:36
Af:
holger-larsen

20. MAJ 2020 • 11:36
Oberstløjtnant Nicolai Abildgaard tiltræder den 1. september som chef for Det Bornholmske Hjemmeværn. Han bliver samtidig garnisonskommandant på Bornholm og militær koordinator for erhvervssamarbejdet InterForce på Bornholm.

Nicolai Abildgaard har siden 2016 været chef for III Opklaringsbataljon, der ligesom øens hjemmeværn holder til på Almegårds Kaserne i Rønne.

– Jeg er glad for at bo på Bornholm, og min familie er faldet godt til. Nu har jeg så muligheden for at få nye udfordringer på Bornholm. Det glæder jeg mig til, siger Nicolai Abildgaard i en pressemeddelelse.

Stillingen som chef for Det Bornholmske Hjemmeværn er speciel. I resten af landet er man udelukkende chef for Hærhjemmeværnet, mens Marinehjemmeværnet og Flyverhjemmeværnet har særskilte chefer. På Bornholm er Hjemmeværnet værnsfælles. Her bliver Nicolai Abildgaard chef for alle tre værnsgrene.

Hjemmeværnschefen er også ansvarlig for en stor del af støtten fra Forsvaret til det bornholmske samfund. Hjemmeværnet er derfor en del af den lokale beredskabsstab, som træder sammen i særlige situationer.

– Jeg har som chef for Opklaringsbataljonen i forvejen arbejdet meget sammen med de civile myndigheder på Bornholm. Jeg glæder mig til at få en endnu tættere samarbejdsrelation og sikre et fortsat godt samarbejde med beredskabet på Bornholm, siger den kommende hjemmeværnschef.

– Jeg oplever, at de frivillige i Det Bornholmske Hjemmeværn er meget engagerede og villige til at stille op, når der bliver kaldt på dem. Jeg oplever også, at de leverer en god kvalitet, specielt når man tænker på, at det er frivillige, der stiller op. Jeg glæder mig meget til at arbejde sammen med de mange frivillige, som er rygraden i Hjemmeværnet på Bornholm, siger Nicolai Abildgaard i pressemeddelelsen.

På pension

Stillingen som hjemmeværnschef bliver ledig i forbindelse med, at den nuværende chef, Holger Fuglsang-Damgaard, går på pension. Han har været chef for det lokale hjemmeværn siden 2006 – og faktisk var han det også i årene 2000-2004.