Det nye Tejn

Det nye Tejn
Tejn. Foto: Berit Hvassum
| ABONNENT | 20. MAJ 2020 • 17:22
Af:
tommy-kaas
| ABONNENT
20. MAJ 2020 • 17:22
Et bryggeri, der laver fantastisk øl. En fiskekonkurrence af international meget høj standard. Et arkæologisk center og et nyt hus, der får fokus på is og hav er på vej. Det syder og bobler i Tejn, det gamle hotspot for fiskeri, som lidt for længe har ligget sygnende hen, men som på det seneste har fremvist en rivende udvikling. Det er spændende.

Dagens store historie i Bornholms Tidende handler om planerne i fiskernes tidligere isværk på havnen. Hér vil familien bag den drønpopulære iscafé Kalas i Sandvig gerne lokke mennesker til, dels for at skabe en helt ny aktivitet, dels for at aflaste isbaren i Sandvig en smule.

Hér oplever kunderne nemlig ofte lange køer, når de på en varm sommerdag gerne vil køles lidt af med en hjemmelavet is, og hvis virksomheden kan sende nogle af sine ishungrende kunder til en lignende forretning et andet sted på øen, kan den bevare omsætningen og – måske – sikre et bedre flow i butikken.

Oven i isplanerne vil de to marinebiologer Magnus Heide Andreasen – søn af Kalas-stifterne – og Marie Helene Birk stå bag et maritimt formidlingsarbejde for børn.

– Havet kan virke som en skræmmende verden at sende sine børn ud i, men med god formidling af, hvad havet indeholder, kan man være med til at gøre det mere indbydende og give børnene en masse viden, siger Marie Helene Birk i dagens avis.

Og det lyder jo som en fremragende idé.

Kun en tåbe frygter ikke havet, siger man ganske vist, men når man som vi er omgivet af vand, kan det være en rigtig god idé at lade sine børn have et sundt og ikke mindst oplyst forhold til livet under havoverfladen.

 
I mange år har mange
forbundet Tejn med det
fiskeri, der gik rabundus,
og det efterfølgende forfald,
og det vil kræve hårdt arbejde
at etablere byen som én, vores
turister i stort tal valfarter imod

 

Planerne er gode for Tejn, som i sin tid byggede sin skole uden for byen, fordi man angiveligt forventede, at bebyggelsen på et tidspunkt ville vokse derud. Men udviklingen vendte. Fiskeriet gik ned. Og Tejn voksede aldrig hele vejen ud til sin skole.

Den nye succeshistorie er heller ikke skrevet endnu. Vi er fortsat i indledningen. Byen har fortsat brug for flere iværksættere og nytænkning, og eksempelvis bageren står stadig og venter på, at andre ser gode muligheder i byen.

For det er svært at vende en udvikling, i hvert fald når den længe er gået dén vej. I mange år har mange forbundet Tejn med det fiskeri, der gik rabundus, og det efterfølgende forfald, og det vil kræve hårdt arbejde at etablere byen som én, vores turister i stort tal valfarter imod.

Det er det arbejde, som er sat i gang. Af bryggeriet Penyllan, af Trolling Master Bornholm, af Bornholms Museums arkæologiske satsning og nu af Kalas-familien, der, som vi beskriver det i avisen, er drevet af fællesskab.