Bofa: Nu bliver det (næsten) normale tilstande

Bofa: Nu bliver det (næsten) normale tilstande
Foto: Jacob Jepsen
| 20. MAJ 2020 • 09:03
Af:
tommy-kaas

20. MAJ 2020 • 09:03
Nu genåbner Bofa genbrugspladsen i Østermarie og vender næsten tilbage til normale tilstande. Det oplyser selskabet i en pressemeddelelse.

Fra fredag den 22. maj er der åbent i Østermarie, og alle genbrugspladserne får normale åbningstider igen, oplyser Bofa.

Selskabet har dog valgt at holde genbrugspladsernes døgnåben-service i Nexø, Aakirkeby og Olsker lukket lidt endnu.

– Bornholms Politi har givet tilladelse til, at Bofa må åbne genbrugspladserne fuldt op, således at der må være mere end 10 personer på pladsen ad gangen. Det vil betyde, at trafikken på og omkring øens seks genbrugspladser nemmere kan afvikles og længere bilkøer kan undgås, lyder det i pressemeddelelsen.

– Det skal dog understreges, at kravet om mindst én meters afstand til andre personer stadig er gældende på genbrugspladserne, lyder det.

Bofa forventer, at genbrugspladsernes døgnåben-service åbner igen den tirsdag den 2. juni 2020 klokken 17. Bofa har som kompensation valgt at Nexø genbrugsplads åbner kl. 7.00 på hverdage indtil døgnåben-systemet kører igen.