To unge kvinder er blandt fængslede i mørklagt sag

To unge kvinder er blandt fængslede i mørklagt sag
Arresten i Rønne. Arkivfoto: Berit Hvassum
| 16. MAJ 2020 • 07:51
Af:
jakob-noermark

16. MAJ 2020 • 07:51
Fem yngre mennesker – to kvinder og tre mænd – sidder for tiden varetægtsfængslet. De er sigtet i en sag, som politiet har mørklagt.

Bornholms Tidende var til stede under det første grundlovsforhør forrige mandag, hvor en 17-årig pige var på anklagebænken i byretten.

Grundlovsforhøret foregik bag dobbelt lukkede døre, hvilket vil sige, at tilhørerne – både pressen og den sigtedes familie – skulle forlade retslokalet, før sigtelsen blev læst op.

Bornholms Tidende protesterede over anklager Marina Moltke-Leths begæring, men dommeren tillod dørlukningen "af hensyn til sagens karakter" og med henvisning til andre ikke nærmere definerede oplysninger. Pigen blev fængslet i fire uger, og senere samme eftermiddag fik et grundlovsforhør af en yngre kvinde samme udfald.

Dagen efter fik tre mænd fire ugers fængsel efter samme mørklagte fremgangsmåde.

Alle fem skal sidde bag tremmer indtil fredag den 29. maj, oplyser vicepolitiinspetør Henrik Schou. Politiet har til den tid mulighed for at bede om en forlængelse af fængslingen.

– Hvis de bliver løsladt 29. maj – og den mulighed foreligger – kan vi sige mere om sagen, men fordi vi efterforsker videre, har jeg ingen kommentarer, siger efterforskningslederen.

Ifølge en kilde med kendskab til sagen er omgang med euforiserende stoffer en del af sigtelsen mod de fængslede.