Rektor: Vi arbejder med forskellige scenarier

Rektor: Vi arbejder med forskellige scenarier
Arkivfoto: Lisbeth Hvid Christensen.
| ABONNENT | 16. MAJ 2020 • 20:30
| ABONNENT
16. MAJ 2020 • 20:30
Fejringen af årets studenter vil bliver anderledes i år end sidste år, hvor Campus Bornholm kunne afholde stedets første translokation. Det er stadig uklart, hvordan det helt præcist kommer til at foregå, fortæller Lisbeth Hvid, der er gymnasierektor på Campus Bornholm.

– Vi har ikke nogen endelig plan endnu, for vi afventer stadig en præcisering af, hvordan forsamlinger på mellem 30-50 mennesker skal forstås. Vi har lavet forespørgsler til Undervisningsministeriet, og vi arbejder med forskellige scenarier og snakker om, hvad der kan lade sig gøre. Vi er jo ikke blevet lovet, at vi må være så mange samlet, men vi håber, vi må samle hvert fald 50, for så kan vi noget mere. Vi er selvfølgelig interesserede i at gøre det så godt som muligt, siger Lisbeth Hvid.

Translokation på video

Hun fortæller, at hun og skolens ledelse eksempelvis arbejder med ideen om en translokation, der bliver afholdt klassevis eller med to klasser af gangen i et større rum som gymnastiksalen. Det helt store spørgsmål er så, om forældrene skal være fysisk til stede i samme rum eller et andet sted på campus.

– Hvis ikke forældrene kan være der sammen med eleverne, kan de måske være i nogle andre rum og skiftes til at komme med ind og se deres børn få beviset. Det kan også være, forældrene er nødt til at følge med hjemmefra eller et andet sted på skolen på video. Vi vil i hvert fald prøve at sørge for, at de kan hygge sig sammen alligevel på en eller anden måde, siger Lisbeth Hvid.

Campus Bornholm råder også over et stort udendørsareal, som kan tages i brug til den lidt anderledes translokation. Ifølge Lisbeth Hvid arbejder skolen også på en idé om at sende translokationen på storskærm på skolens parkeringsplads.

– Intet ligger fast endnu, for vi mangler retningslinjerne fra ministeriet og det præcise antal for, hvor mange vi må samles. Det helt store translokation får vi ikke, men vi håber på, vi kan give eleverne og forældrene en oplevelse af at være sammen om det, siger hun.

Ligesom de kommende studenter er Lisbeth Hvid også ærgerlig over, at årgangen ikke får den afslutning, som traditionen foreskriver.

– Det er rigtig ærgerligt. Det havde bare været det skønneste at kunne fejre dem, som man hør og bør. Men nu handler det om at give dem afklaring og lave en god erstatning, som de synes, er hyggelig, siger hun.

Heldige med eksamen

I uvisheden om fejringen af studenterne er der et lyspunkt. Lisbeth Hvid fortæller, at alle afgangsklasser på Bornholm kommer til at få deres årskarakterer før deres sidste mundtlige eksamen. Det betyder, at rækkefølgen bliver som den ville have været før corona. Det er ikke tilfældet for alle landets studenter.

– Vi glæder os over, at alle eksaminer ligger så sent på Bornholm. Det betyder, at den dag, de har sidste mundtlige eksamen, også er den dag, de får huen. Alle elever først deres årskarakterer 15. juni, og på mange gymnasier ligger den sidste eksamen 6. eller 8. juni, så de kan egentlig ikke vide, om de er blevet studenter. Der er vi lidt heldige på Bornholm, for det kommer til at ligne normalen, fortæller Lisbeth Hvid.

Hun oplever også, at den detalje har været vigtig for afgangseleverne på campus.

– Vi møder stor lettelse over, at studentereksamen afsluttes som normalt. De er tålmodige, men de savner selvfølgelig afklaring og vil gerne vide mere om, hvordan de kan fejre det. Det er deres festivitas rundt om studenteruge, der fylder meget, og det kan jeg godt forstå. Jeg håber, de får deres studenterkørsel. Det ville være synd andet, siger Lisbeth Hvid.